En bog om kranio-sakral terapi - om hvordan dit liv kan forandres ved, at du blot lægger dig ned !

0,00 kr. 0.00% af 65.000,00 kr.

0

crowdfunders
udløbet

Om projektet

En bog om kranio-sakral terapi - om hvordan dit liv kan forandres ved, at du blot lægger dig ned!

I dag går alt forrygende stærkt! Der stilles høje krav til konstant at ”være på” og ”stå til rådighed”, hvilket efterlader stadig mindre tid til at finde ro og fylde op på overskudskontoen.

Men hvad nu hvis du kunne forandre dit liv til det bedre ved blot at lægge dig på en briks, lukke øjnene og genfinde roen og balancen?

For det kan du!

Med denne bog om kranio-sakral terapi ønsker jeg – på underholdende og motiverende vis – at illustrere, at det ikke behøver at være hverken særlig hårdt eller særlig tidskrævende at forandre sit liv til det bedre.

Kranio-sakral terapi (KST) er en blid, præcis og effektiv behandling, der registrerer og respekterer kroppens nuværende tilstand, og som er fantastisk til at hjælpe den til en ny tilstand. Det er en blid behandling, hvor terapeuten benytter ganske små, præcise bevægelser til at balancere og justere hele kroppen. ”Less is more” - dette er et grundprincip indenfor KST. At jo mindre kraft vi benytter, jo lettere er det for kroppen at tage imod behandlingen, og dermed hjælpe den tilbage mod bedre balance og funktion. KST arbejder med alle kroppens strukturer og funktioner og er især et fantastisk redskab til at hjælpe nervesystemet (nervesystemet er involveret i alle aspekter af vores liv. Derfor har det store konsekvenser, hvis det ikke fungere optimalt).

 

Hvornår kan KST hjælpe?

“As the twig is bent, so grows the tree” Således sagde grundlæggeren af KST, amerikaneren Dr. William G Sutherland (1873-1954). Med KST får vi i det stille lov til at stikke fingrene i mulden og rette lidt forsigtigt på rødderne.

KST arbejder med mange problematikker. Herunder er nævnt nogle af de tilstande, hvor KST har vist sig særdeles effektivt:

Hovedpine

Migræne

Stress

Piskesmæld

Hjernerystelser

Søvnproblemer

Fordøjelsesproblemer

Koncentrationsbesvær

Tinnitus

Nakke- og rygsmerter

Kæbespændinger

Vejrtrækningsbesvær

Hukommelsesbesvær

 

Hvem kan have gavn af KST?

Alle! Ud over de nævnte tilstande, så er KST også fremragende til babyer. En fødsel kan give den nyfødte forskellige ubalancer, og hvis ikke disse hjælpes på plads relativt hurtigt, vil babyen vokse op med dem som fundament - et ubalanceret fundament.

Kroppen arbejder altid hen imod balance, den mister aldrig denne iboende evne - derfor er det aldrig for sent at få en KST behandling! Livet kan til tider tvinge kroppen ud over dens kapacitet til selv at genfinde balancen, og her kan KST være den støttende hånd, som gør hele forskellen.

Grundlæggende er kroppen optaget af at overleve. Dette er nervesystemets omdrejningspunkt - dets primære fokus. KST møder kroppen her og starter her - i øjenhøjde. Dette forklarer, hvorfor KST er så fantastisk effektivt ved så mange forskellige tilstande.

 

Historier fra det virkelige liv

” Jeg har haft migræne i 30 år, og allerede efter en enkelt behandling blev anfaldene mindre, og efter få behandlinger var jeg symptomfri – jeg føler jeg fik livet tilbage!

Jeg gik ned med stress og kunne ikke arbejde, sov dårligt, havde koncentrationsbesvær og følte mig nedtrykt og udbrændt. Jeg blev anbefalet KST, og allerede efter den første behandling følte jeg mig lettere og mere positiv, og derefter gik det markant fremad for hver behandling. Jeg har lige læst en hel bog i weekenden, jeg har ikke engang kunne koncentrere mig om avisartikler i det sidste år. Jeg forventer at komme tilbage på arbejde snart – mere klar på mig selv”.

 

Hokus pokus, mirakler eller noget helt andet?

Nogle af jer vil måske tænke, at KST lyder som noget ”mærkeligt alternativt noget”. Det kan jeg godt forstå - vi er i den grad vant til, at ting skal tales væk eller dulmes med en pille. Jeg siger ikke, at disse metoder ikke har sin ret og plads - men KST kan noget andet, og nogle vil opleve fremgang her, hvor de ikke oplever det gennem samtaler og medicinering, mens andre vil opleve KST som en støtte til den behandling de allerede modtager. KST har sit afsæt i osteopatien, som blev grundlagt af en amerikansk læge, Dr. Andrew Taylor Still (1828-1917). Han var læge under den amerikanske borgerkrig, og her slog det ham, hvor få mennesker han var i stand til at hjælpe med sin lægekundskab. Da han endvidere oplevede at miste sin kone og 3 af sine 4 børn uden at kunne gribe ind, dedikerede han sit liv til at finde nøglerne til menneskets iboende sundhed – ikke dets sygdomme, men dets sundhed.  Dr. William G Sutherland studerede osteopati hos Dr Still. Hans nysgerrighed gjorde, at han fandt ud af at kraniet var delt i flere knogler samt at der var bevægelse i disse. En spændende historie som du kan glæde dig til at læse mere om i bogen.

Der findes mange faggrupper, der anbefaler og henviser til KST. I bogen vil der være indlæg og udtalelser fra netop disse faggrupper, såsom tandlæger, læger, kiropraktorer, sundhedsplejersker, neurologer m.fl.

 

Hvem er jeg?

Mit navn er DeeDee Schmidt-Pedersen. Jeg har arbejdet fuldtid med KST siden 2001. Til dagligt arbejder jeg fuldtid som terapeut på min klinik på Østerbro i København og underviser i København, i Vejle og Oslo. Jeg har taget min KST uddannelse på Stanley Rosenberg Instituttet, hvor jeg også var så privilegeret at være tilknyttet som underviser, indtil det lukkede i 2015. Derudover har jeg taget forskellige andre kropsterapeutiske uddannelser og supplerende kurser i KST. I øjeblikket er jeg i gang med en BCT (Biodynamic Cranial Touch - Stillness Touch) Mentor uddannelse hos Giorgia Milne. Du kan læse mere om mig på mine hjemmesider www.fulcruminstitute.dk og www.denindregaard.dk.

Ønsket om at skrive bogen er skabt ud fra glæden ved mit daglige arbejde med KST. Jeg bliver stadig glad i låget og ydmyg over de mirakler, KST skaber i livet hos alle de mennesker, jeg møder og arbejder med i min dagligdag. Nu er det på tide, at den viden deles, så det kan komme endnu flere til gode. Derfor skriver jeg nu bogen om KST, der skal informere og inspirere os til at få det bedre uden at foretage os så meget selv, udover at ville det. Om hvordan KST kan blive genvejen til, at du får det bedre uden at tilføre en masse nyt i dit liv.

 

Hvorfor skal du støtte min bogs rejse, og hvad går pengene til?

  • Fordi du er KST terapeut eller er i gang med uddannelsen og gerne vil have en bog liggende i din klinik til at sælge eller give til dine klienter, så de kan forstå endnu bedre, hvad det er, som hjælper dem, og hvordan der er andre i deres omgangskreds, som kan blive hjulpet.

  • Fordi du gerne vil bidrage til, at der bliver sat mere fokus på hvad KST er, og hvad det kan hjælpe med.

  • Fordi du er nysgerrig over at finde ud af hvordan, KST kan hjælpe dig.

  • Fordi når du støtter mig, så hjælper du mig til at få min bog ud hurtigst muligt. Jeg ønsker, at du ved samme tid næste år, kan sidde med bogen i hånden. Derfor søger jeg økonomisk støtte til at hjælpe med at dække udgifterne til transport i forbindelse med interviews, redigering, korrektur, illustration, grafisk opsætning, distribution m.m.


Når du vælger at støtte mig, vil jeg selvfølgelig rigtig gerne give dig noget som tak.  Ude til højre er en liste over de incitamenter, som du kan vælge.

Alle, som støtter mig, bliver selvfølgelig inviteret til bogreceptionen og bliver nævnt med navn på takkesiden i bogen, med mindre du vælger at støtte anonymt.

Pengene står hos Booomerang indtil kampagnen slutter. Hvis jeg når mit mål, får jeg alle pengene udbetalt (minus 5% til Booomerang), og hvis jeg ikke når mit mål, får du dine penge tilbage igen.

 

Må crowdfundingen stå mig bi!

 

Med venlig hilsen,

 

DeeDee Schmidt-Pedersen

www.denindregaard.dk

www.fulcruminstitute.dk

 
Partnerskaber