dpbsforlag

dpbsforlag

@dpbsforlag · medlem siden 26. juli, 2012

Det Poetiske Bureaus Forlag har siden 2005 samlet frivillige ildsjæle, aktivister, billedkunstnere, musikere og selvfølgelig først og fremmest forfattere, oversættere og redaktører i et nonprofit-fællesskab der har til formål at øge udveksling og gensidig forståelse mellem alle verdens kulturer, at give stemme til de skæve og originale kunstneriske stemmer der falder udenfor det etablerede system, og at udgive klassisk verdenslitteratur uden det store potentiale for profit.

Vi har drevet åbne og imødekommende kulturhuse hvor alle samfundslag har kunnet mødes i fordragelighed tre forskellige steder på Nørrebro – på Griffenfeldsgade fra 2007-2011, på Møllegade fra 2011-2020 og på Fælledvej siden 2020 – med digtoplæsninger, foredrag, koncerter, kunstudstillinger, og meget mere – i alt mere end 500 offentlige arrangementer. Vi har udgivet et litterært tidsskrift siden 2005. Og ikke mindst har vi udgivet snart 350 bøger – med hovedvægt på digtekunsten, som vi var ét af meget få danske forlag til at holde i live i årene op til Yahya Hassans fremkomst på den litterære scene, som revitaliserede interessen for at skrive og læse ny dansk poesi. De mere end 120 unikke digtsamlinger af danske samtidsdigtere vi har udgivet siden 2008 er næppe overgået af noget andet dansk forlag, selvom vi ikke har talt.

Vi er måske mest kendt for vores udgivelser af klassisk verdenslitteratur, deriblandt flere nobelpristagere (Mistral, Perse, Vargas Llosa), dekadente forfattere (Baudelaire, Rimbaud, Huysmans, Nerval), verdenspoeter (Garcia Lorca, Pushkin, Shakespeare, Brecht), mystik (Blake, Gurdjieff, Lao Zi) – ofte i fyldige, kommenterede udgaver.

Vi er en 100 % frivilligt drevet virksomhed, hvor ildsjæle pro bono lægger over 150 timers ulønnet arbejde om ugen i pasning af vores butik og boglager, pakning og forsendelse af bestillinger, redaktion, tilrettelæggelse, korrektur og layout af udgivelser, samt i planlægning og afvikling af kulturbegivenheder.










Partnerskaber