Vinhacker - hjælp en iværksætter med at hacke en slap dansk vinbranche

København Joachim Niclasen Gastronomi
Joachim Niclasen
Joachim Niclasen

Hjælp en vin-iværksætter med at bringe forbrugeren tættere på vinbonden. Resultatet bliver en ærligere formidling, større magt til forbrugeren og meget lavere priser på gode, autentiske vine.

Om Vinhacker og visionen bag

Mit navn er Joachim Niclasen.

Jeg er vel det, mange vil kalde for en vinnørd. Jeg er også iværksætter. Og så elsker jeg at skrive om de ting, der interesserer mig. Min ambition er, at mine evner og entusiasme inden for de tre felter, i sensommeren 2014, skal komme danske vinforbrugere til gode i kraft af et meget simpelt projekt.
Jeg kalder mit projekt for VINHACKER.
Og det er lige præcis sådan, jeg vil karakterisere min fremgangsmåde: Jeg vil hacke den danske vinbranche.
Som vinentusiast og forbruger ser det ofte sløjt ud, når man betragter den måde, hvorpå vinhandlere forsøger formidle deres vines fortræffeligheder. Særligt i netbutikker og gennem email-markedsføring, hvor man ellers har en glimrende mulighed for at levere noget substans og dermed adskille sig fra de hurtige supermarkedstilbud.
Prisen på vin til private forbrugere hænger heller ikke sammen. Priserne er skruet op pga. forældede antagelser om, at der altid skal være en importør, nogle gange en distributør og derefter et detailled mellem vinproducenten og forbrugeren. I detailhandelen får man indtrykket af, at priserne skrues yderligere i vejret alene af den grund, at man skal kunne tilbyde en enorm rabat, for at få forbrugeren til at åbne sine øjne.
Som vinforbruger føler jeg mig talt ned til. Jeg har ingen medindflydelse på, hvilke vine der kommer til landet, og jeg har ikke den mindste chance for at gennemskue om priserne er fair. Groft sagt er det eneste, jeg får at vide, hvor stor en (såkaldt) rabat jeg får.
Med VINHACKER har jeg rystet posen og samlet brikkerne på ny.

Sådan vil jeg gøre livet bedre for vinforbrugeren

GODE, AUTENTISKE VINE

Om en vin er god, er i høj grad genstand for en subjektiv vurdering, men at en vin er autentisk betyder i min verden at:
1) Vinen er mere håndlavet end fabriksfremstillet.
2) Vinen udtrykker på ærlig vis, hvor i verden den kommer fra (og jeg mener ikke bare på etiketten)
3) Vinen kan betegnes som bæredygtig. Det indebærer ofte økologiske og biodynamiske principper og en begrænset anvendelse af tilsætningssstoffer.

EN ÆRLIG, LEVENDE (OG SUBJEKTIV) FORMIDLING

“Kanon sommer-grillvin fra mestervinmager med 95 point og verdens laveste pris!”
Sådan en overskrift ser man tit, men det får du ikke fra mig.
Når jeg har forelsket mig i en vin, som jeg synes, du skal smage, fortæller jeg hvorfor, jeg synes om vinen. Ærligt, levende og i mange tilfælde mere på et følelses-plan end ved en udelukkende objektiv beskrivelse af vinen. Det er der nemlig ikke mange, der reelt kan bruge til noget.
Jeg har ingen interesse i, at du som modtager af mine tilbud køber en vin, der ikke lever op til dine forventninger. Jeg er afhængig af, at mine kunder anbefaler mine emails til andre, så vi bliver en større flok, og dermed kan få flere af de sjove vine til landet.

LAVE, GENNEMSKUELIGE PRISER

Rent logistisk er min model for at sælge vin meget simpel. Det betyder, at jeg kan tilbyde vinene til ekstremt lave priser, mens jeg stadig selv kan bygge en bæredygtig forretning op.
Jeg bestiller vinen direkte fra vingården.
– dermed skal jeg ikke tage hensyn til en anden importørs avancer i min prissætning.
Jeg bestiller en begrænset mængde af hver vin (typisk en enkelt palle a 600 flasker)
– dermed kan jeg regne med at få samtlige vine solgt, inden den ankommer i DK.
– så jeg skal altså ikke investere i ny lagerplads, hver gang jeg får en ny vin hjem.
– jeg skal heller ikke bruge ressourcer på at få afsat resterende vin.
Jeg sælger kun vinene til modtagerne af mine emails
– dermed er jeg ikke afhængig af at investere i dyre annoncer.
– og da mit udbud kun bliver bedre, jo flere der køber vinene, tillader jeg mig at tro på en vis grad af henvisninger fra eksisterende til potentielle modtagere af mine emails.
Jeg pakker og ekspederer vinene videre øjeblikkeligt
– så snart jeg modtager vinene, stilles de til afhentning (i KBH) eller sendes med post/fragtmand.
– da vinene som regel sælges kassevis, skal jeg ikke bruge ressourcer på at ompakke flaskerne.

EN (ÆGTE) SOCIAL VINHANDLER

Jeg vil rigtig gerne bevæge mig lidt væk fra den traditionelle en-vejs-kommunikation, som præger vinbranchen i dag. Derfor er min model indrettet efter en meget mere social tankegang.
A) Jo flere vi er om at aftage vin direkte fra Europas vingårde, des oftere kan jeg tilbyde nye spændende vine. Priserne kan også i nogle tilfælde påvirkes positivt.
B) Tip mig om vine, du synes vi bør hjemføre. Jeg lytter (og smager) altid!
C) Nogle gange vil man gerne have fingrene i en vin mere end én gang. Læg en forespørgsel – når vi er nok, køber vi bare noget mere.
D) Som modtager af mine emails får du adgang til en Facebook-gruppe, hvor vi dagligt vil diskutere vores oplevelser med de indkøbte vine, potentielle vinøse emner og alt muligt andet.

HVAD SKAL DONATIONERNE BRUGES TIL?

Hvis jeg når mit mål inden deadline, skal donationerne bruges til:

Istandsættelse af pakke/afhentningslokale i Kbh.
+ diverse startomkostninger til lejemålet.
Reoler
Labelprinter
Øvrig inventar
Tilskud til den første palle vin

Jo flere donationer der kommer ind, des hurtigere kan jeg tilbyde flere nye vine direkte fra Europas vingårde.

OBS! VED DONATIONER MELLEM 250 OG 499 KRONER, MODTAGER DU OGSÅ EN RABATKODE PÅ 10% TIL FREMTIDIGE KØB AF VIN (VED KØB OP TIL 2.000 KR.). JEG HÅBER PÅ AT FÅ OPDATERET INCITAMENTERNE SNAREST, SÅ DET FREMGÅR TYDELIGT.

Afsluttet

Incitamenter

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet