Vegansk deltager til Men's Physique konkurrence

Valby Niclas Tonnesen Sport
Boomerang_billede
Boomerang_billede

Jeg vil vise Danmark at veganere sagtens kan have muskler, være stærke og sunde – Lad os nedbryde myterne

Mit navn er Niclas Tonnesen. Jeg stiller op til min første Men’s Physique konkurrence i maj 2017 med det hovedformål at vise alle, at man hverken behøver kød, mejeri eller æg for at bygge muskler! Én ting er at fortælle at man ikke behøver kød, mælk eller æg, en anden ting er at vise det.


Min historie ganske kort

Jeg blev veganer i 2013 – på trods af, at jeg havde svoret, jeg aldrig ville give slip på store bøffer, fedtede spejlæg eller et iskoldt glas mælk. Mit første indspark til at ændre min kost kom i 2011, da jeg boede på et hostel og arbejdede i vinmarkerne i New Zealand. Arbejdsdagene var lange og udmattende, derfor blev aftenerne ofte brugt på at se film eller dokumentarer med de andre på mit hostel. Vi så en række dokumentarer som viste hvor mange ressourcer det kræver at producere kød, og hvilke miljømæssige konsekvenser der er til følge. Lige dér blev et frø sået i mig. Da jeg kom hjem fra New Zealand begyndte jeg at informere mig selv om kødproduktion. Jeg fik viden fra en række dokumentarfilm og samtlige artikler, der omhandlede miljø, sundhed og etik. Alle disse ny fundne fakta og moralske aspekter flyttede ved alt, jeg tidligere har kendt og gjorde mig bevidst om at vores madvalg har konsekvenser og ikke kun for os selv. Først blev jeg vegetar, og derefter var det naturlige skridt at blive veganer. Som du kan se på billedet, har jeg taget ca. 12 kilo på efter jeg er blevet veganer.

Projektet i sig selv er dermed også større end mig selv – det handler om at passe på vores planet, vores alles sundhed
og behandle alle dyr med lige respekt.


Hvad din støtte betyder for mig

Din støtte betyder, at jeg kan deltage i konkurrencen og bringe min bedste fysik til scenen og derved vise folk at man kan bygge muskler uden at indtage kød, mælk eller æg. Som studerende har jeg ikke økonomi til at finansiere det optimale forløb for mig. Din donation vil derfor gå til finansiering af en personlig træner og kostvejleder, skadesbehandling, konkurrencegebyr, airbnb og omkostninger såsom kropspleje op til konkurrencedagen.
Alle overskydende donationer vil gå til Dyrenes Frie Farm.

Vi mangler viden

Min største frygt dengang jeg skiftede til plantebaseret kost var, om jeg ville svinde ind til ingenting. Det skete heldigvis ikke. Hvorfor denne frygt, spørger du måske? Dét – fordi vi som samfund ikke informeres korrekt omkring vegetarisk og vegansk kost. Fordi vi lever i et land med så stærk en mejeri- og landbrugsproduktion, hvor vi opdrages til at spise kød for vores muskler og drikke mælk for vores knogler og tænder. Jeg vil gerne vise den almindelige dansker, at en veganer også kan have stærke muskler samt være sund og rask.

Min Vision er at nedbryde myterne

Mit formål er ikke at omvende folk – det må være enhvers egen beslutning. Men jeg vil vise, hvad jeg har opnået på en vegansk kost – og på den måde bryde med myterne. Det er ikke nødvendigt at spise kød, mejeri eller æg, og det vil jeg have folk til at indse, så de selv kan træffe en beslutning omkring deres kost, og ikke blot tage kødindustriens eller samfundets ord for gode varer.

Tusind tak for at have læst med, hvis du vil følge med i hvad jeg foretager mig fra dag til dag, kan du finde mig på instagram @niclasopandertonnesen

** Incitamenter opnået gennem donation vil blive fremsendt eller behandlet i løbet af Januar 2017

Afsluttet

Incitamenter

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet