Stop stressen før angsten tager dig - det gjorde jeg ikke

Vanløse Christina Schneider Bøger
siddende anden udgave

 

Stress

Stresskollaps

Depression

Angst

Ikke just emner jeg har hentet fra det muntre hjørne.

Det skal jeg være den første til at indrømme, men vi er rigtig, rigtig mange, der har haft en eller flere af lidelserne inde på livet. Eller vi kender en eller flere, der har.

Jeg har været igennem alle fire. Flere gange. I dag betaler jeg en pris for ikke at have lyttet til alle de mange signaler, min krop har sendt mig gennem årene. Og det er ikke en særligt spændende pris, vil jeg gerne afsløre.

Det, og meget mere er jeg i gang med at beskrive i to bøger.

Hvad skal pengene gå til?

Jeg har valgt, at der skal professionelle øjne på mine bøger inden udgivelsen. Det er en redaktør, som giver indspark til indhold og sprog. En korrekturlæser, der opdager alle de sproglige fejl, og fejl i tegnsætningerne, som er et område man som forfatter bliver blind på. Grafisk opsætning af bøgerne så de bliver læsevenlige. Og meget mere.

Jeg har opstillet et budget længere nede, hvor du kan se, hvor meget de enkelte poster udgør.

Bøgerne kort

Meget kort kan jeg sige, at i den ene bog fortæller jeg blandt andet min personlige historie med de erfaringer, jeg har gjort mig med stress, stresskollaps, depression og angst.

Og i den anden bog bruger jeg min historie og erfaringer som case story til at personificere teorierne omkring lidelserne. Jeg diskuterer også hvad godt arbejdsmiljø er, og hvordan vi kommer tilbage til et aktivt arbejds- og privatliv.

Jeg giver en lidt længere beskrivelse af bøgerne i min video her på siden.

Her er hvad der skal ske bagefter

Ud over at jeg håber, der er mange, der vil købe bøgerne, vil jeg også holde en række foredrag over emnerne. Det er endvidere min strategi med bøgerne, at jeg vil tage kontakt til en række virksomheder og interesseorganisationer for at få et samarbejde op at stå. Et samarbejde, hvor jeg stiller mig selv og mine oplevelser og erfaringer til rådighed for arbejdet med at få udbredt en bevidsthed om alle de risici vi dagligt udsætter os selv for. Det ligger også i min plan, at jeg vil arbejde for at nedbryde tabumuren omkring angst og depression. Vi er blevet bedre til at tale om depression, men der er stadig et stykke vej at gå. Derimod er angst fortsat et emne vi helst ikke taler om.

Vigtigt at vide om crowdfunding

Crowdfunding er et alt-eller-intet koncept. Jeg modtager kun penge, hvis jeg opnår at indsamle det fulde beløb. Det vil sige, at når jeg ikke op på 75.600 mister jeg alle de indsamlede penge, og du får dit indbetalte bidrag tilbage.

De donerede beløb står på en spærret konto i en bank, jeg ikke har adgang. Først når indsamlingsperioden er slut overføres pengene til min konto, hvis jeg har fuld finansiering. I modsat fald tilbagebetales de til dig.

De gaver, jeg omtaler i hver beløbskategori udløses først, når jeg har opnået fuld finansiering.

Endelig vil jeg kort sige, at crowdfunding reguleres af Finanstilsynet, idet der er pengetransaktioner involveret. Jeg vil ikke kede dig med detaljer om dette, blot sige, at det har den betydning for dig, at du skal oprette en profil på hjemmesiden, når du vil donere et beløb. Det vil sige, at du som minimum skal oplyse dit navn, e-mail og de din fødselsdag. Hvis det beløb du donerer udløser en fysisk gave vil det være en fordel, hvis jeg får din adresse, så jeg ved, hvor jeg skal sende gaven til.

 

Budget

Redaktionel assistance (indhold og sprog) to bøger         25.000

Korrektur, Trykværket, to bøger                                           17.000

Trykning                                                                                  25.000

Pressemeddelelse                                                                 1.000

Klargøring til boghandler                                                      1.000

Anmelderpakke                                                                      1.200

Mail til mediedatabase                                                          500

ISBN-nummer til to bøger                                                     1.200

Årsgebyr webshop for to bøger                                            1.200

Klargøring til e-bøger                                                             2.500

I alt                                                                                           75.600

 

Det kan lyde af mange penge, og det er det helt sikkert også. Med en undtagelse (mail til mediedatabase) fordobles alle beløbene, fordi der er tale om, at jeg skal have udgivet to bøger. Jeg har holdt udgifterne på et lavt niveau, så jeg skal nok nå et punkt, hvor der bliver nogle uforudsete merudgifter, men dem tager jeg når/hvis det skulle opstå.

Skulle jeg komme til at stå i den lykkelige situation, hvor jeg får indsamlet flere penge end jeg har angivet i dette projekt, vil pengene gå til markedsføringen af bøgerne. Markedsføringsudgifter løber som regel op, men jeg valgte at udelade dem i denne omgang for at holde den samlede sum nede på et minimum.

Her til slut

Her til sidst vil jeg takke dig for din interesse for mit projekt indtil nu. Jeg håber du finder projektet, altså mine bøger og kommende foredrag, så interessante, at du vil give et bidrag.

Jeg er dig meget taknemmelig for alle bidrag uanset størrelse.

De varmeste hilsner fra

Christina

Incitamenter

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet