Støt Standart

Støt Standart

 

Litteraturmagasinet Standart er udkommet siden september 1987. Det blev skabt ud af stifter Thomas Thurahs ønske om, at ”udvide det litterære synsfelt, så man ikke bare ser bedre, men også mere”. Det blev trykt i avisformat på Brabrand Bogtryk i et oplag på 8.000. Der var bl.a. anmeldelser af Poul Borum, Anton Tjekhov og Shusaku Endo i første nummer. Meget har ændret sig siden, men dengang som nu er bladet frivilligt drevet, sværtet af entusiasters håb, idealer og drømme. Dengang som nu insisterer Standart på grundigheden og den gennemarbejdede litteraturformidling. Dengang som nu er magasinets koncept at præsentere aktuel dansk og udenlandsk litteratur i kraft af anmeldelser, artikler, reportager og klummer, der trykkes i tidsskriftets fire årlige fysiske udgivelser. Men ulig den spæde start, er magasinet nu officielt indtrådt i en krise. Nu har vi brug for alle de mennesker, der har læst, skrevet og skreget i selskab med Standart.

De glade dage, hvor frivilligt arbejde var tilstrækkeligt, er ovre. Trods besparende format- og designændringer står Standart over for nedlukning på grund af voldsomme økonomiske udfordringer. Det er en situation, der er nedarvet og som ikke længere er holdbar. Vi giver dog ikke op uden kamp og rækker en hånd ud til alle, der kan undvære. Pengene går til, at Standart 3-4 2021 ikke bliver det sidste og, at vi kan fortsætte med at udkomme i 2022. Vi værdsætter alle bidrag, enhver pris, og bliver virkelig glade, hvis I deler vores kampagne med andre læsere. Kampagnen er vores sidste udvej – vil I være vores kyndige guides?

Alle, der vælger at støtte Standart, vil automatisk blive skrevet op til vores spændende og nysgerrige månedlige nyhedsbrev. Heri giver vi et indblik i magasinets dagligdag, kommenterer på litteraturkritikkens tilstand og deler udvalgte artikler, klummer og anmeldelser fra den aktuelle udgivelse. Vi trækker efter endt crowdfound lod imellem alle, der har doneret, og finder her fem heldige vindere af et årsabonnement til dem selv – eller til en de holder af.

Mange hjertelige hilsener fra redaktionen,

Agnethe Bennedsgaard, Anna Rosenkrands Uldall, Anne Cecilie Holk Pedersen, Clara Louise Carlsen, Jon Kvist Sommer, Katrine Møller Jensen, Mathias Wissing, Mathilde Ravn Melvang, Mikkel-Theis Paulsen, Niels Løkkegaard Bjerre, Pernille Louise Langer, Poul Bjergegaard og Sebastian Egholm Lund.

Vi bruger cookies!

Websitet anvender "cookies", der er en tekstfil, som gemmes på din computer, mobil el. tilsvarende med det formål at genkende den, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer. Cookies kan ikke indeholde skadelig kode som f.eks. virus.

Det er muligt at slette eller blokere for cookies.

Hvis du sletter eller blokerer cookies vil annoncer kunne blive mindre relevante for dig og optræde hyppigere. Du kan desuden risikere at websitet ikke fungerer optimalt samt at der er indhold, du ikke kan få adgang til.

Accepter Forlad sitet