Red Anholts kyst

Anholt Liselotte Arentz Sørensen Community
27.12.2016 024 (4000x2667)
27.12.2016 024 (4000x2667)

Projekt RED ANHOLTS KYST er startet af Anholt Borgerforening, i erkendelse af, at øen er havnet i en næsten umulig situation, hvor havet ubønhørligt og stædigt æder af kysten langs øens hovedfærdselsåre.  Samtidig bliver øens eneste Campingplads ædt bid for bid – og dermed formindskes overnatningsmulighederne for øens gæster. Færre gæster medfører mindre omsætning på alle niveauer på øen, og trækker dermed øens fremtidsudsigter i en uheldig retning.

Havets gnaven langs hovedvej og Campingplads åbner desværre også op for, at havet kan finde et bagindløb til øens havn. Da Anholt Havn udgør øens livsnerve til fastlandet hvor øens eneste færge anløber, vil det være katastrofalt, hvis havnen oversvømmes og ødelægges indefra.

Borgerforeningen forudså i 2005, at klimaændringer med oftere forhøjet vandstand i de danske farvande kunne blive et problem, og i 2011 under Bodilstormen gik det for første gang rigtig galt. Herefter har storm efter storm afløst hinanden, imens vi på sidelinjen har forsøgt at få politikere og relevante instanser råbt op.

Denne ihærdighed resulterede i, at Norddjurs Kommune i 2013 nedsatte en følgegruppe bestående af Anholt Borgerforening, Anholt Grundejerforening, Norddjurs Kommune, Kystdirektoratet og Naturstyrelsen. I samarbejde udarbejdede gruppen en plan for et kystsikringsprojekt, som skulle kunne sikre vej, Campingplads og havn. Godkendelse af dette projekt har taget næsten 3 år og vi står nu med et fuldt ud godkendt projekt som af COWI er vurderet til at koste kr. 16 millioner.

På finansloven er der afsat kr. 6 millioner til kystsikring af Anholt, og i Norddjurs Kommune har man afsat 1,5 million til genetablering af vej – så det efterlader desværre øen med en manglende restfinansiering på ca. 8,5 million.

Jura i Danmark tilskriver de direkte berørte lodsejere at betale for kystsikring. På Anholt er det rensningsanlægget ved AquaDjurs, Anholt Havn A/S som ejer vejen og Anholt Camping.

Disse tre har ikke økonomisk formåen til at løfte opgaven, og samme situation gælder for Norddjurs Kommune, der allerede har varslet sparerunder på fatale områder.

I konstatering af dette har ø og kommune søgt støtte ved et bredt udvalg af fonde, og kommunens EU kontor har undersøgt mulighed for hjælp af denne vej, men desværre også uden held.

Så hvad gør vi nu?

Via denne crowdfonding forsøger Borgerforeningen nu selv at rejse af penge til projektet.

Vi forventer ikke, at vi af denne vej alene kan fremskaffe den nuværende manglende finansiering på 8,5 millioner, men vi håber, at vi med hjælp fra alle, som holder af Anholt, kan bidrage til en stabil og permanent løsning – samt få sat focus på vigtigheden af, at Anholts infrastruktur bliver hjulpet i sikker havn.

Vores målbeløb på 1 mio. DKK er sat efter hvad vi mener er realistisk og ambitiøst at skaffe ad denne vej. Det ville være et utrolig stærkt signal at kunne sende til Christiansborg og fonde – vi vil og kan selv, og har taget skeén i egen hånd. Taget et ansvar og gjort noget ved en uholdbar og kritisk situation. Så er det vores overbevisning, at andre følger trop – når de ser hvad ‘crowden’ på Anholt og resten af Danmark kan. Vi er fuldt ud klar over, at når vi ikke vores målbeløb sendes pengene retur til jer – crowdfunderne – derfor er det også vigtigt  at du ikke kun støtter projektet økonomisk, men også deler det på alle dine ‘kanaler’. Har du tid tilovers, og vil give en ‘hånd med’ – så skriv til Liselotte !

Vi er 145 fastboende på øen med skole, børnehave, kirke, lystbådehavn, campingplads, kro, restauranter og diverse andre virksomheder – altså et levende helårssamfund– og det er os, der er fastboende, der sørger for, at de resterende 60-85.000 årligt besøgende gæster har en velfungerende ø at besøge. Dette kræver logistik og infrastruktur, og navnlig infrastrukturen er havets raseren og den manglende hjælp til etablering af en kystsikring ved at ødelægge.

Når vi taler om infrastruktur, så bliver hele sagen sat i et, for os lidt uretfærdigt perspektiv, når vi ser på, at netop Anholt har bidraget i store mængder til resten af Danmarks infrastruktur, da der specielt omkring Anholt fra 40erne og helt frem til udløbet af den sidste tilladelse i 2000, har foregået en intensiv råstofudvinding omkring øen. Millionvis af sten og ral er hentet op, og alt dette stenmateriale er brugt til motorveje og broer i det ganske land, såedes at infrastrukturen her kunne udbygges og sikres i stor stil.

Nu står vi med problemer med Anholts infrastruktur og vil med denne crowdfunding her på booomerang,  samt en appel til staten om hjælp forsøge at få en fremtidssikring af denne kyststrækning i hus.

Borgeroreningen har til dette formål oprettet en bank konto (i foreningens navn), hvor virksomheder der ikke ønsker at benytte kreditkort kan overføre de beløb de ønsker at støtte med. Når beløbet er indbetalt vil saldoen her på siden blive opskrevet. Konto i Danske Bank har REG nummer 9570 og kontonummer 12107536.

English: For international crowdfunders, who wants to support this great project, please transfer money to our bank account IBAN: DK 753000 0012107536 SWIFT: DABADKKK

Anholt Borgerforenings bestyrelse, Januar 2017
Pressekontakt formand Liselotte Arentz Sørensen tlf 20209005
mail: liselotte.anholt@gmail.com

Incitamenter

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet