ØBO - En portrætserie fra Ærø

København Mikkel Øhlenschlæger Andersen Bøger
Skærmbillede 2016-07-18 kl. 13.30.45

Bogen ’ØBO – en portrætserie fra Ærø’ er en samling af personlige portrætter, der giver dig mulighed for at opleve et miljø og nogle mennesker, der skiller sig ud fra mængden.

af Mikkel Øhlenschlæger Andersen & Philip Ørneborg

Opdatering 13/10-2016: Vi kan slet ikke styre os! Vi er ved at lægge sidste hånd på bogen, og den bliver næsten dobbelt så lang som først planlagt. Der var simpelthen for mange gode billeder til at skære fra. Det er også ensbetydende med budgettet ikke længere holder, så det er nu slutspurten skal sættes ind! Der er i skrivende stund 19 dage tilbage til at sikre sig bogen til en favorabel pris. Vi glæder os så meget til at vise den frem.

Opdatering 3/9-2016: Vi er både utrolig glade og meget overvældede over den opbakning vores bog har modtaget. Bogen bliver nu med garanti en realitet, da vi er kommet over målstregen med vores crowdfunding (med 128% i skrivende stund). Vi har derfor besluttet os for at gøre bogen endnu mere lækker. Vi har opgraderet den med en ny slags papir, nyt format, nyt omslag og andre flotte detaljer. Det er også med glæde, at vi kan fortælle jer, at Michael Larsen skriver bogens forord. Michael Larsen bor på Ærø og har skrevet flere bøger med udgangspunkt i øen – senest krimien ‘Mordet på Øen’. Han står også bag flere bestsellere som Slangen i Sydney og Femte sol brænder. Vi fortsætter vores crowdfunding, så endnu flere kan sikre sig et eksemplar af bogen. Derudover arbejder vi lige nu på en releasefest på Ærø og i København. Alle, der har støttet projektet, får selvfølgelig en invitation, og vi glæder os til at vise jer bogen!

 

Projektet startede ved, at Mikkel beskrev sin fødeø (og kærlighed hertil) igennem dens beboere og den helt specielle stemning de sammen skabte på den lille ø. I samarbejde med fotograf Philip Ørneborg gik han igang med at portrættere ærøboerne i håb om at fange øens atmosfære igennem de mange portrætter. Det er fire år siden de første billeder blev taget, og nu er de ca. 50 portrætter så ved at blive samlet i en bog sammen med en række stemningsbilleder fra øen. Bogen kommer til at hedde “ØBO – en portrætserie fra Ærø”, og den vil give et indblik i en atmosfære og et sammenhold, som man kun finder et sted som Ærø. Her snakker man om vi, og stoltheden ved at bo på Ærø er for de fleste stor. Nogle flytter til, men der er også dem, der ikke aktivt har valgt at bo på øen. De bor der fordi, at det har de altid gjort. I et lille isoleret samfund som Ærø opstår alle modsætninger. Det bliver sin egen lille verden og portrætserien vil afspejle denne verden igennem varme, alsidige og personlige portrætter.

’ØBO – En portrætserie fra Ærø’ er et nedslag i Danmark. I dette tilfælde en del af Danmark, som betegnes som udkantsdanmark. Men Ærø er et af de eneste steder i det såkaldte udkantsdanmark, hvor der er flere som flytter til end der flytter fra. Bor man ikke på Ærø (eller et tilsvarende sted), kan dette måske være svært at forstå. Målsætningen for bogen er at give en delvis afklaring på dette. På den måde henvender den sig til den bredere befolkning, og ikke kun folk der bor på øen. ØBO handler om Danmark, samtidig med den fortæller om en gruppe mennesker, der kun har én ting til fælles – de er øboer.

Bogen bliver et ærligt billede af en ø og dens beboere.

Øboerne

Det har været essentielt i vores arbejde, at portrætterne blev så personlige som muligt. Derfor har vi taget os tid til at køre rundt på øen og møde ærøboerne i deres mest naturlige og trygge rammer. Portrætterne er derfor hovedsageligt taget i folks hjem og på deres arbejdsplads, men også steder som golfbanen, stranden eller i den nærliggende skov. De første portrætter var af personlige bekendskaber, men portrætterne udviklede sig hurtigt til folk på hele øen, i alle aldersgrupper og med meget forskellige professioner. Vi har med andre ord mødt utrolig mange søde, spændende og anderledes øboer de sidste par år, som vi ikke kendte inden projektet gik igang. De første portrætter blev taget i 2012 og er blevet taget løbende frem til 2016. Ærøboerne i bogen er alt fra teenagere til ældre ærøboer som Mie Jensen på 99. En gruppe af mennesker som spænder fra at have boet på øen i nogle måneder, til at have boet der hele deres liv. Bogen er ikke endeligt sat sammen endnu, men som udgangspunkt er følgende ærøboere med i bogen:

Susanna Greve, Bjarne “Kro” Jørgensen, Anne Wittrup, Mads Boye Kjærulf Kromann, Mie Jensen, Carl-Henrik Krogenlund Larsen, Erik Hartwick, Bjarne Christian Hansen, Jesper “Bus” Jensen, Tage Hansen, Janni Bidstrup, Martin Brinks, Peter Kjær, Poul Hansen, Susanne Heiwald, Niels “Fido” Marinus Kristensen, Karsten Hermansen, Søren Buhl, Ebbe Andersen, Christian Albertsen, John Maloney, Sebastian Thrue, Andy Jørgensen, Vinko Antunovic, Fabian Thumilaire, Stephanie Østblom, Peter Boye Larsen, Peder Binderup Larsen, Einer Svane, Daniel Hansen, Gert Ericksen, Katrine Landro, Per Mortensen, Anders C. Østerby, Tange Rasmussen, Maja Ørum, Johan Kock, Kari Hass, Katrine Sindal, Anne Foltring, Margit Ambrosen, Helge Bager, Mathilde Nielsen, Steven Thomsen, Marianne Meyer, Michael Larsen, Heidi Morsø, Lillian Segel, Agnes Haugaard, Dorit Lassen, Maria Fynsk Norup og Kristian Humaidan.

Det får du for din støtte

Bogen er allerede undervejs, og vi regner med, at den udkommer i starten af december, så du allerede nu kan sikre dig årets bedste julegave. Dette afhænger selvfølgelig helt af, om vi får de nødvendige midler, som skal til for at få bogen trykt og distribueret.

Vi har et budget på 50.000, hvoraf vi har brug for 30.000 kroner gennem crowdfunding. Hvis du støtter os med mere end 250 kroner vil du kunne sikre dig et eksemplar af bogen, der indtil videre kun vil blive trykt i 500 eksemplarer. Der er også mulighed for at støtte os med større beløb og få en personlig portrætserie eller en dag til et personligt fotoprojekt efter eget valg. Se vores incitamenter for de forskellige muligheder for støtte.

Vi regner med at holde en release/udstilling på Ærø i starten af december, hvor alle der har støttet bogen vil blive inviteret med.

Ønsker du at forudbestille flere eksemplarer af bogen eller sælge bogen i din butik kan du kontakte os på mail: mikkeloa@gmail.com.

Hvem står bag bogen?

Mikkel Øhlenschlæger Andersen: Mikkel er født og opvokset i Ommel på Ærø. Han bor p.t. i København men båndet til øen, hvor hans familie stadig bor, er stærk, og det er med stolthed i stemmen han fortæller om sin fødeø. Han har en kandidatgrad i Visuel Kultur og har tidligere arbejdet som freelance fotograf. Det har længe været et stort ønske for Mikkel at portrættere nogle af de unikke personligheder han møder under hans mange besøg til øen.

Philip Ørneborg: Philip er ærke-københavner og havde, inden de første portrætter blev taget i 2012, aldrig været på Ærø. Det er nu efterhånden blevet til mange rejser til det sydfynske, og Philips kærlighed til øen vokser ved hvert besøg. Philip arbejder som professionel fotograf, hvis arbejde hovedsageligt indebærer portrætter og mode. Hans arbejde har været udgivet i flere nationale og internationale publikationer og medier. Se Philips arbejde på: www.philipoerneborg.com

Bogens format

Størrelse: 28 x 23 (tværformat)

Antal sider: 150 siders indhold

Papir: 150g Munken Lynx

Garnhæftet papirhelbind med tyk løs ryg /kapitælbånd /et standard 4 mm læsebånd / 3 mm pap / dobbelt forsats / 16-sidig udskydning.

Omslag (overtræk) 4+0 farver + softtouch kachering

Oplag: 500 stk.

Afsluttet
Støt med andet

Incitamenter

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet