Magasinet Menneske - nu som bog

København BorisBoll Bøger
forside m skygge profil

Update
fredag d. 28. oktober: ny, ekstra video – om de vildeste incitamenter.
fredag d. 14. oktober: ny video – om selve bogen, lidt grundigere. 

Om bogen:

Magasinet Menneske – tegninger, kronikdigte og romanspøgelser.
Magasinet Menneske udkom i årene 2007-2009 på forlaget Fahrenheit. Fire numre blev det til, hver på 52 sider. Det bestod af en liflig blanding af tekst, tegninger og tegneserier.

Alt blev produceret (tegnet, skrevet og layoutet) af nærværende crowdfunder: Boris Boll-Johansen.
Det er det bedste materiale fra de ca. 200 indholdssider, jeg nu vil gå i gang med at udvælge – for at relancere i en bog. Cirka 30% skiftes ud til fordel for helt nyt materiale.
Bogen bliver formentlig på cirka 200 sider. Sandsynligvis lidt mere.

Hvorfor egentlig navnet “Menneske”? Fordi mennesket udgør et dejlig bredt tema. Især hvis man tolker det frit!

Hvad kan jeg forvente af bogen? Kommer jeg ikke hurtigt til at kede mig? Er der ikke mere gang i den på YouTube fx? 

Et af Magasinet Menneskes rammende slogans lød i sin tid: “Basserne møder Hvedekorn.”

Det vil sige: Det folkelige tegneserieunivers møder den lyriske og reflekterende tekst. (Hvedekorn er navnet på et poetisk tidsskrift, hvis man virkelig skulle have glemt det.) Af og til kombinerer jeg den småplatte tegneserie med den poetiske tekst; men for det meste står de to genrer bare hver for sig og stritter. Men de stritter i samme retning. Eller i hver sin. Bare på en interessant måde.

Det er nok svært at forklare.

Det er nok nemmere, hvis man går ind på min blog (på klørkonge.dk), hvor jeg har lagt (og løbende lægger) nogle eksempler op.
Ét er dog sikkert: Det her er for voksne, ikke for børn.

Hvad skal jeg bruge pengene til? 

Jeg søger 18.000. De 13.000 går til trykning af bogen (500 eksemplarer), de 3.000 går til redaktionsløn, og så er der ca. 2.000 kr. til forsendelse.
Alt andet betaler jeg selv.
Kommer der mere end 18.000 i kassen, bliver de brugt til markedsføring, postkort, Facebook-annoncer m.v.

Den tredje crowdfundede bog

Udvælgelsen af materialet sker i samarbejde med redaktør og litterat Kamilla Löfström. Det er almindeligt med vennetjenester i den litterære verden, men Löfström får honorar for arbejdet. Jeg vil gerne være med til at professionalisere selvudgiverbranchen.

Selvudgiver, ja, for jeg udgiver den jo selv. Og det gør jeg på mit forlag: Klørkonge. Det er måske mest er kendt for produktion af podcasts (ikke mindst serien Sindssygt langt ude københavnske godnathistorier), men det står altså også bag udgivelser af papirbøger og ebøger.

Dette er min tredje crowdfundede bog. De to andre (Aarhusianske Godnathistorier (2013) og Lockouten i 13 (2016) blev begge mere end 100% fundet – og er nu udgivet.

Jeg har også crowdfundet andre projekter (hvermandag.dk) og kan alt i alt mønstre en 100% succesrate. Både hvad funding og levering angår.

Bogens tekniske detaljer:

Indbindingen bliver softcover med flap, formatet (som det oprindelige magasin): 17 x 26 cm., indholdet sort/hvid, oplaget 500 stk., den vejl. pris i butikkerne 225,-

Hvornår får jeg bogen / bøgerne / det materiale, jeg har bestilt?

Bogen udkommer i forbindelse med BogForum 2016, der i år finder sted i weekenden 11.-13. november.

Backerne kan her hente deres bøger, og hvad de ellers har bestilt. Ja, det håber jeg da, at de vil gøre, for det ville være kanonhyggeligt! Forlaget Klørkonge er til stede på NewPub-standen (E-syd-021) alle dage – men – obs! – kun i tidsrummet kl. 10-14.

Ikke afhentet materiale sendes umiddelbart efter til alle backere pr. post.

Hvem står bag projektet? 

Alt produceres af Boris Boll-Johansen (der også skriver denne tekst, hvorfor det er rimeligt at sige: produceres af mig).

Jeg er forfatter til et par romaner og fortællinger for børn og voksne. Derudover har jeg illustreret en mængde bøger, primært faglitteratur. Jeg har også lavet lidt tegneserier, fx for Dansk Mad (i tidernes morgen) og for fagblade (i nyere tid).
Jeg er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, men jeg er mest skrivende.
Jeg kan godt lide at eksperimentere med genrer og udgivelsesformater. Det sidste udmønter sig blandt andet i Hvermandag – tekstspredning pr. email. Der er pt. over 3000 abonnenter.

Jeg bor og arbejder i Berlin og København.

Hvorfor crowdfunder jeg? 

Fordi det er sjovt!
Hvis jeg skal forklare mig lidt grundigere, fem årsager:

  1. Crowdfunding skaber reklame – foromtale – for produktet.
  2. Man tester, om der egentlig er interesse og behov for produktet – i dette tilfælde bogen – eller om man hellere skal lade sagen ligge. Hvis der kun kommer 300 kr. i kassen fx, er det jo nok en indikation.
  3. Ved et forsalg, som der jo ret beset er tale om (hvis fundingen altså går igennem), kan udgiveren betale trykkeriregningen med det samme. Forlagets bankkonto står dermed ikke i minus, mens pengene laaangsomt tikker ind fra det drypvise salg. Det skaber uafhængighed af bankvæsenet. Og uafhængighed er altid godt. Især af bankvæsenet.
  4. En anden uafhængighed er også højt værdsat: Fra udgivervæsenet, fra den danske forlagsbranche, der kan være rimelig stivbenet.
  5. Som crowdfunder skal man være kreativ i udvælgelsen af incitamenter / rewards. Hvorfor skal folk støtte lige præcis dette projekt og ikke alt muligt andet? Det tvinger til nytænkning. Man skal gøre sine hoser grønne. Og det er sundt. – Jeg har i den aktuelle forbindelse fx valgt, at én backer (for den nette sum af kr. 5.000) kan få et foto af sig selv placeret på en af figurerne i en af tegneserierne. En anden backer kan (for den nette sum af 12.500 inkl. moms) få sit firmalogo med i en logotegneserie, som oprindeligt blev trykt i Dansk Mad, men som jeg i dagens anledning tegner igen. (Se video.) Det sidste kan vi kalde “product placement”. Vi kan også kalde det hele “brugerinddragelse”, eller vi kan kalde det “aktivering af den passive kulturforbruger”, vi kan kalde det alt muligt, uanset hvad: Det er sgu da skægt og mægtig dialogisk! Forfatteren kommer ud af skrivehulen om ikke ligefrem ned fra elfenbenstårnet. Undervejs følger backerne med i projektet. Og når tingene overdrages, eller i andre sammenhænge, opstår der møder, ja, en slags minifællesskaber om det pågældende kulturprodukt.
Afsluttet

Incitamenter

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet