KIM LARSEN SKAL GØRES UP-TO-DATE

Sorø Louise Bindner Teater
Flyer_forside
mom

“Røvballe musik”, “forældet”, “Støvet” og “kedeligt” – er blot nogle af de udtryk der efterhånden knyttes sammen med Kim Larsen og Gasolins klassikere. Vi er sgu blevet træt af at høre de samme akkorder, den samme rytme og de samme forudsigelige halv-skæve tekster. Vi er kort sagt blevet møghamrende træt af at høre de samme sange fra Lune Larsen igen og igen. Godt nok er (eller var?) han og Gasolin ikoner inden for dansk musik og godt nok kan enhver dansker synge med på sange som “Haveje”, “Papirsklip” og “Susan Himmelblå”, men det ændrer ikke på, at musikken er blevet forældet – den kan simpelthen ikke følge med tiden. Hvis det fortsætter på den måde, kan vi risikerer at den om få år går helt i glemmebogen. Gemt væk i sangbogen under “viser, som vi springer let og elegant hen over”.

Det kan vi ikke ha’! Musikteateret Bravour har sat sig for at puste nyt liv i de gamle travere og gøre dem mere up-to-date. Der skal noget mere gang i den, mere drøn på! Der skal tilsættes en stor mængde el-guitar, svedige trommebeats og en dunrende bas og så skal de hele op i tempo. Der skal tilsættes dygtige sangere og der skal tænkes ud af boksen. Det skal være det bedste til mig og mine venner, en strengeleg uden lige, hvor refraintet er frit. Det skal være råt, beskidt og rock’n’roll. Det skal få hr. og fru. Danmark op af sæderne og få dem til at klappe lystigt med på 2 og 4. Det skal få de unge til at synes at Kim Larsen og Gasolin er “the shit” og opdage det potentiale der ligger i sangene, som bare er blevet glemt over tiden. Vi vil gøre Kim Larsen og Gasolin nutidige og føre dem ind i vores årti. Men hvordan gør vi det?

Svaret er, at med det rette band og dygtige sangere til at føre instruktørens ideer ud i livet, så er der intet der kan stoppe os! HJÆLP OS – BLIV BAND-SPONSOR!

Denne forvandling af de gamle klassikere sker igennem Musikteateret Bravours opsætning af musicalen “Midt om natten”, som bygger over filmen af samme navn. Forestillingen indeholder 25 af Kim Larsen og Gasolins største hits og opføres af 20 talentfulde unge mennesker, som brænder 100% for at give den max gas på scenen i denne nyfortolkning og nyiscenesættelse af den velkendte klassiker af en musical. – Men vi mangler de sidste penge før vi har råd til at hyre det band, som skal gøre denne drøm til virkelighed (det er mere end de 5000, der er målbeløbet herinde, så bare bliv ved med at donere, selvom vi har ramt 100%). Det er her at DU kommer ind i billedet – hjælp os – bliv band-sponsor!

 

Lidt om forestillingen

Efter stor succes med en revy og et stort juleshow i Sorø, kaster Musikteateret Bravour sig nu ud i en forestilling af noget større format. Musicalen Midt om natten handler om de unge besættere, der blot ønsker sig et sted at bo og drømmer om tanken om at befri deres liv. Dette sætter politiet, politikeren Pia Buhman og en grum rockergruppe dog en stopper for. Forestillingen løber af stablen d. 20.-29. juni 2013!

Rammen omkring forestillingen dannes af det flotte Ringsted Kongrescenter, der hver aften kan rumme op til 900 publikumer. Det er første gang at Musikteateret Bravour indtager den store sal på Ringsted Kongrescenter og det er første skridt i drømmen om en tilbagevendende årlig opsætning af en forestilling. Bravour ønsker at skabe en ideel og attraktiv forening for unge teaterudøvere og publikum fra hele egnen.

Vil du vide mere om Midt om natten og Musikteateret Bravour, kan du klikke dig ind på www.musikteateretbravour.dk

 

 

 

Afsluttet

Incitamenter

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet