Jord Under Neglene!

Bagsværd katrinekeis Udvikling - bæredygtig
DSC_0180 (2)
IMAG2174 (2)

De yderste (og skønneste) egne af Danmark bliver stadig mere og mere tyndtbefolkede. De unge flytter ind mod byen, så snart muligheden byder sig, og efterlader endnu flere huse ubeboede.

Vi har tænkt os at gøre det stik modsatte. 

 

Vi er to unge mennesker, der det sidste halvandet år har boet lige uden for København, men nu skal det være slut. Vi længes hver dag efter at komme ud på landet og få en bid af det naturlige liv, som er så dybt forankret i menneskesjælen.

Vores drøm er at vise, at det stadig kan lade sig gøre at leve på en bæredygtig facon i pagt med naturen. Vi har en vision om et idyllisk landliv med både en køkkenhave i stor stil og et mindre dyrehold, hvor grundtanken er økologi, virkelyst og autencitet.

Planen er, at vores drømme skal føres ud i livet på en skøn grund på den nordlige kyst af Lolland, tæt ved Maribo og lige ved siden af den lille men historiske by Bandholm. Her har vi fundet det, som vi i fremtiden håber på at kunne kalde vores hjem. Grunden er på lidt over tre hektar (31.000 m2), og der løber en lille å gennem grunden. Der er en mindre, nyplantet bøgeskov på grunden, og for enden af en lille grusvej langs grunden finder man Keldernæsskov. Huset har fra 1. salen udsigt til Smålandshavet, der glimter på den anden side af store, vidtstrakte marker.

Vi håber på en dag at komme til at sælge økologisk frugt og grønt til de lokale restaurationer, og eventuelt æbler og frugtmost privat og på markeder – og måske til dig?

Desuden vil vi oprette en hjemmeside, hvor vi ugentligt lægger videoer op af vores projekter på gården.

Alt dette kan selvfølgelig kun komme til at ske, hvis vi når vores mål!

Hjælp med at gøre drømmen til virkelighed.

Hvem er vi?

Mit navn er Katrine, og min kæreste hedder Mikkel. Vi er to studerende, og vi har boet sammen det sidste halvandet år i en lejlighed i Bagsværd.  Mikkel har brugt en stor del af sin barndom på Lolland, hvor familien både har haft heste og marker at tage sig af. Han har en stor passion for bæredygtighed, og er en ægte ’gør-det-selv’-mand. Jeg kommer fra landet, og jeg har boet på en gammel økologisk æbleplantage i halvdelen af mit liv. Her har haven og udendørs arbejde været en helt naturlig del af hverdagen.

Vi har begge erfaringer med både dyrehold og havebrug, og trangen til det aktive udendørs liv sidder derfor dybt i os.

 

Vi har efter lang tids ihærdig søgen endelig fundet det sted, som vi ønsker skal være vores hjem resten af livet. Alt er faldet på plads nu – lige med undtagelse af det financielle.

 

Hvad skal pengene gå til?

Situationen er den, at huset har ligget til salg i et godt stykke tid. Vi har talt med flere banker, men da de siger at omsætteligheden er for dårlig (altså at det er svært at sælge grunden fordi liggetiden er for lang), så vil de ikke låne os penge til den. Man kan sige, at de bider sig selv lidt i halen. Grunden har ligget til salg i lang tid, derfor vil banken ikke give os et lån til at købe den, og så ligger grunden blot i længere tid og bliver sværere at sælge.

Endelig fandt vi en bank, der gav os et ultimatum: ”Læg en udbetaling på 150.000 kr., så vil vi give jer lånet. Ellers kan vi ikke hjælpe jer.”

 

Det er her du kommer ind i billedet

Vi har selv sparet 65.000 op, men hvis det er muligt for os at rejse yderligere 85.000 kr, vil vi kunne tage lånet. Vi har sat målbeløbet lidt lavere, nemlig på 60.000 kr., men vi håber på at kunne komme højere op end det.

 

Og hvis projektet ikke lykkes, så får du selvfølgelig alle dine penge tilbage uden omkostninger.

Afsluttet

Incitamenter

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet