Ivan og jagten på osten

København Mads Bøger
ivan

(sangen ovenfor er temasangen til lydbåndet)

Pænt goddag og velkommen til børns fantasi!

Ivan og jagten på osten

I mit nu seks-årige arbejde som pædagogmedhjælper har jeg mødt en masse spændende, finurlige og fantasifulde ting. Børn er så vidunderlige og jeg skal i meget bredt omfang have lov til at udfolde og udvikle sig som de har lyst til. At være vidne til det på daglig basis er jo bare noget af et privilegie. I forbindelse med vores årlige eventyrforløb i min udflytterbørnehave, fra august til november, var jeg sidste år på kursus i historiefortælling og fortælleteknik. Her lavede jeg et dukketeaterforløb om monstre med vores børn. I år måtte jeg opfinde noget nyt.

Jeg købte for 10 år siden et broderi af en lille mus der står med en ost i hånden og ser meget glad ud, og det tænkte jeg, jeg skulle være udgangspunktet. Det er så blevet til et næsten halvanden time lang lydbånd om den særdeles osteglade kanalje af en mus, Ivan. Han får en dag ikke den ost han plejer af landmanden (Hans Peter Hans Petersen) han bor ved, og beslutter sig for selv at tage affære. Han rejser ud i verden og møder en perlerække af gakkede personager. De har alle på hver deres måde, det ene eller andet fremragende forslag til, hvordan Ivan skal få fingrene i den dejlige ost, han nu engang elsker så højt.

Forberedelse

På min gamle stue har vi kun store børn der skal i skole til sommer, og det er jo i sandhedens reneste form en aldersgruppe med en eksplosiv fantasi. Med udgangspunkt i at inddrage børnene, ville jeg lave en historie taget direkte ud af deres egen fantasi. Inden vi kunne gå i gang med projektet, måtte jeg lave en begyndelse på historien, for at sætte børnene ind i universet omkring Ivan. Foruden at lave en pædagogisk handleplan, med formålsbeskrivelse, indhold og fremgangsmåde, satte jeg mig ned derhjemme og indspillede den første halve time af historien (det passer til vores bustur frem og tilbage), og afspillede det for børnene nogle gange. Jeg har selv spillet musikken og sangene der knytter sig til handlingen, lavet underlægningsmusik, stemnings-lydlandskaber, og personificeringer af alle karaktererne Ivan møder på sin vej. Udover det, maler jeg billeder med min fortællestemme. Jeg interesserer mig rigtigt meget for musik og lyd og har gjort det i cirka 10 år, så det var kun sjovt for mig at sidde derhjemme og lave. Da jeg havde indspillet det, var vi ellers klar til at gå i gang på stuen. :)

Fantasifulde workshops med medforfatterne

Mandag morgen på stuen starter workshoppen. Det foregår således sådan, at jeg i fællesskab med 6-8 børn sætter mig rundt om et bord. Børnene genfortæller, hvad der er sket med Ivan siden sidst. Dernæst finder vi papir og farverigt tegnegrej frem, og så bliver der tegnet og snakket på livet løs om, hvem vi kan lide fra historien og pryder derefter vores vægge på stuen med flot børnekunst. Morgenen efter sidder vi så om bordet igen. Deres lektie hjemme har været at tænke over, hvad der nu skal ske med Ivan i historien. Vi snakker løs og alle input er velkommen – vi finder på det hele i fællesskab. Jeg stiller blot ledende spørgsmål, som de så på kryds og tværs af, hvem der griber fantasibolden, svarer på. Jeg noterer naturligvis det hele ned og går hjem og indtaler stemmer og laver musik til fredag eftermiddag. Her fortæller workshop-gruppen de andre børn, hvem Ivan har mødt og hvad der er sket. Alle ligger på madrasser på stuen og vi lytter til Ivans nye eskapader. Mandag morgen, ugen efter, er en ny gruppe børn klar til at komme til workshop. Hør her et uddrag fra en samtale med børnene, hvor vi ender med at lege os frem til ”Duevennerne”:

https://www.youtube.com/watch?v=dbIh51oNqVg

Sådan har det kørt – og nu er udkastet til lydbogen færdig. Jeg har sagt min stilling op d. 1 november 2014. Det har jeg gjort for fremadrettet at arbejde med musik, historiefortælling og børnemedier. Til bogen har jeg fået min dygtige ven Martin Meincke (www.cargocollective.com/martinmeinke) til at lave tegninger, grafik og layout, og det danner sammen med mine egne fotografier rammen for det visuelle univers for historien. 

Hør et uddrag fra lydbåndet, hvor Ivan får gode råd af Pede den store edderkop, der fortæller ham, at han skal gå over til Ronny i blindgyden. Ronny er efter eget udsagn den flinkeste i verden, og den bedste til at finde ost i byen. Det er Ivan der står ovre bag containeren, lettere nervøs over at møde en der er så sej!

https://www.youtube.com/watch?v=c3EDiOdI_c4

En anderledes tilgang

Projektet er i sin helhed gået over al forventning på stuen. Børnene har gået og sunget sangene på legepladsen, og jeg har fået at vide af forældrene, at de livligt har fortalt om Ivan derhjemme. Udover bekræftelse i, at det har været et velafviklet projektforløb i børnehøjde, bekræfter det mig også i, at børnene er vilde med historien, og jeg ønsker derfor at få den ud til mange flere børn. Det er et vaskeægte og anderledes eventyr – så knaldebang og splitterravende-gak som det overhovedet kan blive. Jeg mener bestemt, at lyd er et overset børnemedie, og det synes jeg i øvrigt også rock’n’roll, jazz og luftspade er. Så det har jeg livligt forsøgt at lære dem lidt om imens. Det du kan se nedenfor, er undervisning i luftspade, mens vi øver Rotten Ronnys sang (jeg har fået tilladelse til at bruge dokumentationen fra stuen af forældrene) 

foto sløret jep den der.jpg

Hør også en livekoncert fra jazz-klubben Manana i Paris, hvor Ivan kommer til koncert med Diego og jazz-vennerne” der spiller sangen ”Når vi fløjter jazz”:

https://www.youtube.com/watch?v=UbFe2uPcT7c

Vi har arbejdet med et pædagogisk begreb der hedder ”sociale historier”, som giver børnene redskaber de selv kan bruge i livet, gennem fiktive historier og karakterer. Det primære formål med dette projekt er, at lære børnene om generelt at hjælpe hinanden, om mangfoldighed, og om at følge sine drømme. Det synes jeg nemlig er vigtigt at børn lærer noget om.

Afslutningsvis:

Støtten skal i første omgang ses som økonomiske midler til at få bogen udgivet og distribueret. Jeg har snakket med det miljøvenlige ”Frederiksberg Bogtrykkeri” og de siger det vil koste cirka 30.000 kr. at få trykt, med en cd og i hardcover-bog. 

Det er mange penge, men jeg håber det kan lykkes! Og jeg tror på det!

Støtten kan også ses som deltagelse i udviklingen af Ivan-historierne – han skal trods alt hjem fra Paris igen (der kommer en 2’er).

Jeg synes crowdfunding er et genialt koncept der giver medejerskab, deltagelse i det man støtter og i sidste ende et produkt eller en oplevelse i hånden og den tanke kan jeg rigtigt godt lide, så derfor søger jeg støtte her.

På nuværende tidspunkt er lydbogen et udkast. Jeg genindspiller lydbogen således, at jeg selv kun indspiller fortællestemme og Ivans stemme. Resten af stemmerne og sangene bliver indtalt og sunget af mine dygtige venner, således hele universet bliver mere troværdigt og nærværende og slutter af med at blive et auditivt totalbillede!

Såfremt der kommer overskud doneres det til Børns Vilkår.

Som side-info kan jeg fortælle, at jeg i øjeblikket er i gang med at uddanne mig til børnebogsforfatter. 

På forhånd mange tak, og mange kærlige hilsner

Mads Fisker.

For yderligere spørgsmål og/eller smarte aftaler, tøv da ikke med at sende en flaskepost min vej. Hvis det virker uoverskueligt med flaskepost, så skriver du bare til madsfiske@gmail.com :)

Afsluttet
Støt med andet

Incitamenter

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet