Genganger - Blockbuster på vinyl

København genganger Musik
1888746_10151949554227592_441943744_n

Hej kære crowdfundere, vi er GENGANGER og vi udgav i starten af marts vores stærkt konceptuelle album “Blockbuster” som gratis download og det har været en stor success med bl.a. fem stjerner i GAFFA og en masse ros fra rundt omkring. Nu håber vi på at få udlevet vores drøm og få givet både musikken og artworket de rammer det fortjener i form af en vinylversion.

Vi søger 14.000,- til den almindelige version, men hvis vi når op på 20.000,- vil der også blive inkluderet instrumentalerne fra “Blockbuster”. Der er også forskellige incitamenter, heriblandt T-shirts, plakater og gamle udgivelser fra de forskellige medlemmer.

Du kan læse et interview med GENGANGER hos GAFFA eller læse pressemeddelelsen herunder:

GENGANGER er en hiphop-supergruppe bestående af de på papiret noget umage rappere MC Meller, Tyde T og SuparDejen – tre fortidslevn, hvis karrierer mange nok troede var lagt i graven. Men nu går drengene igen, samlet om deres fælles kærlighed til filmenes forunderlige univers, som de alle tre dyrker intenst.

Verden stiftede første gang bekendtskab med MC Meller ved DM i Dansk Rap 97. Han har siden fostret adskillige udgivelser som del af gruppen Mad Comix og som solokunstner, senest albummet “Blæksprutte” fra 2013. Har angiveligt Midtsjællands største filmsamling.

Med sine 41 år er Tyde T gruppens alderspræsident. Han har rappet siden 1988 i forskellige konstellationer, men fik sit gennembrud som medlem af Klart Dér!, der opnåede at blive Ugens Uundgåelige på P3 og spille på festivaler som Roskilde og Skanderborg. Tyde T udgav i 2011 soloalbummet “I skal alle sammen få kærligheden at føle”. Arbejder som filmoversætter og -tekster.

SuparDejen er blandt dansk raps mest produktive personligheder. Siden sin debut i 1996 har han medvirket på et hav af plader og udgivet albums med crews som Sphaeren og Helt Sikkert og i sit eget navn. Hans seneste soloudspil, “King Kong” (2013), blev nomineret til en Gaffa-pris for Årets Danske Rap-udgivelse. Ud over at rappe får Dejen også tid til både at producere, scratche og spille spade i GENGANGER.

GENGANGERs konceptalbum “Blockbuster” er en hyldest til filmmediet i alle dets afskygninger. Hvert af albummets ti numre tager en filmgenre under kærlig behandling, fra horror til animation, fra western til science fiction. Al musikken er tillige skruet sammen af soundtracks, lydeffekter og filmcitater. På albummet gæsteoptræder Paulo, Stik Op Jakob, Machacha og DJ Jett.

Artworket er udført af kunstneren Lars Pank.

Afsluttet

Incitamenter

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet