NEDBRUD er en dannelsesroman om en studerende, der får stress - og hvordan han kæmper sig op på benene igen. Det er en grotesk, morsom og alvorlig fortælling, som først og fremmest skal underholde. Hvis du samtidig kan bruge noget af det, jeg skriver om, rent personligt, er du meget velkommen. Bogen er baseret på de oplevelser, jeg havde før, under og kort efter mit forløb med stress.
Handlingen John er en ung mand med fuld blæs på kedlerne. Han studerer i Odense, hvor han skriver speciale om pornografi og kunst. Ved siden af studiet går John til Tai Chi, sang og håndterer tre jobs ved byens to kunstmuseer. Han sørger også for at feste igennem med vennerne, og kan lige nå en spontan ferie i Sydfrankrig inden jul. Men en dag bliver det for meget for hans krop, og han knækker sammen midt på jobbet.
Vi følger John gennem hans stressforløb med ubehagelige symptomer, bekymring og tvivl. Han bliver nødt til at tage alt i snegletempo og bruger en god del af tiden på at reflektere over livet ud fra sin nye situation. Han ser ofte en absurditet bag mange af vores vaner og livsstile – og ikke mindst i samfundet, som det er skruet sammen. Oven i hatten får han nogle skavanker i kølvandet på sit nedbrud; blandt andet hedeture, svimmelhed, græsallergi, og ind imellem et pludseligt signal fra tarmsystemet om at finde et toilet – lige her og nu!
Efterhånden genopbygger John sin medtagne krop og sind. Han begynder hos en psykolog, som hjælper ham til at gøre op med fortiden og antage en ny, mere bevidst og selvsikker rolle. Alt imens går dagene med træthed, tristhed, gråd, frustrationer, vrede, ængstelse, og en hulens masse fantaseren om et bedre liv.
John må tage nogle hårde valg undervejs. Han vælger at se mindre til sine forældre, som reagerer noget passivt over for hans krise. Et desværre gammelt adfærdsmønster, som har gjort, at John har et stærkt ambivalent forhold til dem. Han vælger også nogle af vennerne fra. Han undgår overfladiske bekendtskaber, skærer ned på arbejdet og skodder de halvhjertede hobbyer. Som månederne går, ser læseren en opblomstring hos John. Han kommer mere i balance med sig selv. Han holder fast i enkelte oprigtigt gode venner, som forstår og støtter ham gennem stressforløbet. Og en dag møder han en ung kvinde via et datingsite. Hun kender også til turen.
Idéen bag bogen Som nævnt er dette et fiktivt værk baseret på mine egne erfaringer. For nogle år siden gik jeg godt og grundigt ned med flaget. Dengang fandtes der ikke meget materiale om fænomenet stress. Der var tilsyneladende ingen information om forebyggelse i omløb ved mit uddannelsessted eller ved mine jobs. Der var lidt i medierne, men det var mest statistikker og aldrig noget specifikt. Siden da er der heldigvis kommet nogle gode kampagner, som sætter spot på problemet. Men jeg mener, at der stadig er behov for flere konkrete, uddybende eksempler. Ikke mindst for unge og studerende. Mit indtryk er, at særligt unge mennesker kæmper hele tiden meget med at optimere sig – både ved studiet og i privatlivet.
Stress kan ramme alle. Men som mange andre ting kan det forebygges, for eksempel ved at få nogle varierede oplysninger om emnet. Gerne i form af en god fortælling. Jeg håber, at læseren vil finde bogen både underholdende og oplysende.
Beløbet går til udgifterne fra forlaget og trykkeriet samt til bogreceptionen. Derudover til eventuelle rejseomkostninger ifm. foredrag, forsideillustration og korrektur.
Om forfatteren Thomas B. Tveding er cand.mag. i Kultur og Formidling.
En smagsprøve Det følgende kapitel er fra starten af bogen. John er i Sydfrankrig sammen med sin kammerat, Lars, og hans forældre. John har netop haft influenza, men blev overtalt til at komme med på en køretur. De har kørt det meste af dagen langs rivieraen og er netop ankommet til Monaco. De parkerer og går op mod Prinsens Palads:
Endelig kom vi op og fri af bygningerne til begge sider. Foran os lå en helt anden prins’ palads. Her havde Grace Kelly boet som Prinsesse af Monaco sammen med sin sugar daddy. Slottet virkede indelukket fra fronten med store tykke mure. Jeg undrede mig, om hun havde kedet sig til sidst – inden bilulykken. Alle de unødvendige krav om etikette, middagsselskaber, offentlige begivenheder, imagevedligeholdelse. Blev det nogen gange for meget? Fandt hun en befriende velsignelse, ved at gå ud med skraldeposen helt alene, uden at tjenere og livvagter gik med og åbnede kontainerlåget for hende? Fandt hun sig selv en sen nat foran paladsets port, hørmende af sprut, pissetrængende. Utålmodig og alt for hæmningslettet til at gøre det andre steder end klods op ad slotsvæggen? Måske endda med et inderligt smil, som havde tæsket sig vej frem til de lyse øjne fra hengemte kamre i hendes lille bladguldsarmerede hjerte? Puh… mine tanker fløj rundt, uhæmmet og kaotisk. Som maniske flagermus høje på coke og endorfiner. Jeg var slap i kroppen og satte mig på en af slotspladsens store kanoner. Jeg gloede ud over skrænten, og prøvede at få lidt ro i sindet. Bag mig var solen ved at gå ned. Herfra havde jeg et bredt vue af byen; det lignede en broget, mest hvidlig substans, der var kastet ind i klippevæggen og begyndt at løbe ned i havet. Et væld af pæne og dyre bygninger førte ned til havnen, og fortsatte som en lettere ustruktureret armada af yachts. Extravaganza! Så spottede jeg en boks med neonfarver, som brød med de arkaiske omgivelser. Det var en hjertestarter. Jeg fandt mit kamera frem og tog et billede af boksen. Lars kom hen til mig og spurgte, hvorfor jeg fotograferede den. ”Det er til et kunstprojekt,” sagde jeg. ”Forestil dig en serie af fotos. Hvert foto er taget forskellige steder, men alle steder har sådan en boks dér. Jeg har allerede taget et billede af defibrillatoren på hovedbanen i København. På fotoet lige foran den, står et ældre ægtepar. Manden tørrer sved af panden som Tuborg Manden og kvinden kigger bagud mod boksen. Jeg kalder projektet ’Hjertestarter: Tryghed eller stressfaktor’.” ”Spændende. Hvad gør dén der så?” spurgte Lars og pegede på væggen med starteren. ”Ja, den virker ikke betryggende.” Jeg mærkede det knurre voldsomt i min mave. ”Hva’, skal vi ikke se og finde noget at æde, jeg’ fanme sulten!” ”Okay. Jeg henter lige de gamle,” sagde Lars og stillede sig på tæer for at skue efter forældrene. ” … hvor … er … de…,” Han satte to fingre i munden. Der lød en skingrende pift i min venstre øregang. ”Jensen!” lød det over pladsen. Lars kaldte altid sin far ved efternavnet. De dukkede op fra den anden ende af pladsen, og vi begyndte sammen at gå ned ad gaden. ”Var det det hele – dit projekt?”, spurgte han. Frisk og nysgerrig som altid. ”Tja, der er jo flere lag i det. Men det, som denne meget i øjenfaldende boks først og fremmest gør, er at minde dig om, at du skal dø.” Jeg var lidt utilpas og trist og kiggede febrilsk efter en åben café, butik, slagter, kiosk, bar, salgsautomat. Jeg havde virkelig brug for noget at spise. Lige meget hvad. Vi rundede et hjørne. Et par hundrede meter foran os var der lys i vinduerne. En café? Lars fyrede en joke af om døden, men jeg hørte ikke, hvad han sagde. Der var en underlig fornemmelse i min mave. Den rumlede. Men det var ikke helt i min mave… Det kom fra brystet. Jeg gik lidt langsommere. Det gik væk et par sekunder. Jeg tog atter til i tempo. Så kom det igen. Den var god nok; der var ét eller andet uroligt i min brystkasse. Jeg sænkede farten igen og tænkte, at jeg nok bare skulle have noget at spise snart, og prøvede at holde en let panik for døren. Det forsvandt et øjeblik. Vi nærmede os stedet. Så kom det igen; det var som et lille dyr, der tumlede forvirret rundt inde bag brystbenet. Igen sagtnede jeg farten. Jeg var klar over, at der var noget galt, men prøvede at bevare roen. Lars bemærkede ikke noget. Vi kom endelig til beværtningen. Lettelse! Og det var en café! Jeg var meget taknemmelig. Tumulten i brystet var ubehagelig, og jeg fik en kæmpe lyst til bare at ligge ned i en seng de næste 24 timer. Jeg nøjedes med en plastikstol. Jeg sagde intet ud over navnet på den sandwich, jeg bestilte. De andre bestilte også, men jeg husker ikke hvad. Jeg sad henslængt over bordet og kiggede ned i bordfladen. Det indre virak havde forsvundet næsten med det samme, da vi satte os. De andre var også stille. Dejligt. Maden ankom og vi spiste i kærkommen ro, mens mørket faldt på. En halv time senere havde jeg det meget bedre. Jeg var fjernt fra den sørgelige tilstand, jeg befandt mig i, dér på tærskelen til paladset med hjertestarteren ved siden af muren – som et interaktivt vejskilt for den nødstedte; stum med skrigende farver og klar til at støde dig – og give dig en chance til – give dig en eller anden form for liv igen. Men hvordan var man så herefter? Tanken forlod mig. Lars havde også fået ekstra energi – ikke at han behøvede det; han var jo Superhuman! Vi gik lidt i forvejen og drillede hinanden, mens vi luntede forfriskede ned af gaden mod parkeringshuset. Min brystrumlen var allerede glemt. Lars fandt et lokum. Det var tiltrængt for os begge. Ingen andre til stede. Jeg var ilter og pissede i vasken. Lars grinte. Jeg tog lidt af spejlet med. ”Ha! Pseudoanarkisten slår til igen!” sagde jeg påtaget og modtog klapsalve fra Lars. Vi ankom til bilen. Efter noget tid kom forældrene også luntende. Vi satte os ind og kørte ud af parkeringshuset. Der var et bump ved udgangen – GPS’en slap ruden og faldt ned i skødet på Lars’ mor. ”Så! Nu faldt den da ned,” mumlede hun højt og rodede rundt med både håndtaske og GPS. ”Årh, den skal bare fugtes og op igen,” lød de udødelige ord fra faren, hvorefter Lars’ og mit blik mødtes. Rå latter eksploderede fra bagsædet, spyt fløj omkring, og der lød hulken og vånden. Til sidst med mavekramper. ”Hva’ fan’ griner I af?!” sagde hr. Jensen højt på godt fynsk. Han havde nogle små, grå hårduske, som stak ud af ørerne. De sitrede med resonansen fra hans stemme. Han tog GPS’en, slikkede på sugekoppen og svuppede den tilbage på forruden. Fru Jensen så ligeud og rystede på hovedet, mens GPS’en igen var klar med nye ulogiske ruter ud af Monaco.
