De Københavnske Smutmesterskaber

København K MadsVindLudvigsen Kultur
Smut - crowdfunding - booomerang

Støt produktionen af årgangsstenen til De Københavnske Smutmesterskaber!

Kære Crowdfundere på Booomerang.

Det handler om smut. Smut med sten. Nogle ret specielle smutsten! Jeg har de seneste 6 år drømt om -og arbejdet målrettet på, at skabe den perfekte smutsten. Jeg forsøger at skubbe til fysikkens love med en ny smutstenstype hvert år og deraf er begrebet årgangssten opstået. Årgangsstenen skal massefremstilles – eller være standardiseret, for at flest muligt kan opleve glæden ved at smutte med den, men også så der deltages på helt lige vilkår til De Københavnske Smutmesterskaber. Man behøver i øvrigt ikke at kvalificere sig for at stille op – ALLE kan deltage – alder, køn, herkomst og status uagtet!

Projektet, eller rettere, besættelsen for smutsten startede med mit afgangsprojekt fra kunstskolen Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam, men helt oprindeligt startede interessen for smut på øen Als i Sønderjylland, hvor jeg er vokset op. Jeg husker hvordan jeg som lille dreng, forestillede mig, at det at slå smut var et arbejde – altså en profession, og at der et sted i verden fandtes en mand, hvis arbejde var at være verdensmester i smut!

Jeg er handicaphjælper og kunstner til daglig og har, groft sagt, forsvindende lidt forstand på forretning, profit, legater og fonde, men tænker til gengæld meget på smutsten og den forpligtelse der ligger i at være blevet nomineret til noget så fornemt som ‘Årets Begivenhed‘ af Politiken sidste år, for det første Københavnermesterskab som, ligesom i år, foregik i Christianshavns Kanal

I skrivende stund er 1.000 stk af den nye 2013-årgangssmutsten ved at blive fremstillet i samarbejde med et metalstøberi i Nordsjælland. I år skal smutstenen være af aluminium og for første gang i De Københavnske Smutmesterskabers nu 3-årige historie skal den være trekantet, meget afrundet, men trekantet – OG så skal de 1.oo0 smutsten koste 40.000 kr + moms, har støberiet informeret om. ‘Smutmads’ har med andre ord, sat sin ikke-eksisterende formue på spil!

ALDRIG har det været så dyrt at have en smutstensbesættelse. Jeg har selvfølgelig forsøgt at rejse pengene til produktionen ad andre veje, men været for sent ude, og nu tyder meget på, at det bliver af egen lomme… Medmindre! Medmindre at I, kære crowdfundere, kommer De Københavnske Smutmesterskaber og mig til undsætning!

Naturligvis smider man ikke bare fyrretusinde kroner ud i kanalen og siger tak for i år!

Forklaring:

Tanken bag 1.000 årgangsstenen af netop materialet aluminium er, at de i modsætning til andre materialer som ler og beton, vil kunne tåle at blive genbrugt til mange fremtidige smut-events i både ind- og udland på specifikt, dertil indrettede, smutbaner og perfekte beliggenheder, hvor der lægges net ud inden der smuttes. Disse smutbaner vil I, kære crowdfundere, meget sandsynligt høre mere om i fremtiden – og forhåbentlig komme til at smutte i!

For at stenene kan samles op fra Christianshavns Kanal i år, vil bunden af den, i anledning af mesterskaberne, blive dækket til med et meget stort og langt stykke stillads-net (utroligt venligt doneret af firmaet BK-Pack) således at et hold af utroligt venlige dykkere fra dykkerfirmaet KingFish nemmere kan se hvor stenene ligger – og samle dem ind igen. Dykkerfirmaet stiller ligeledes gratis op!

Finalisterne vil, hvis alt går som det skal, smutte på illumineret kanalvand i skumringstimen!

På forhånd et stort tak for al den støtte der kommer De Københavnske Smutmesterskabers vej!

Arrangøren,

Mads Vind Ludvigsen

 

Mesterskabsinfo:

Dato: Søndag d. 1. september 2013

Sted: Ved Christianshavns Bådudlejning og Café i Christianshavns Kanal

Deltager-maximum: 150 personer.

VIGTIGT: Tilmelding og køb af deltagernummer foregår kun på selve dagen på stedet!

Publikums-maximum: Lad os se!

Tidsplan:

Fra 15.00 – 18.00: Smut uden for konkurrence, hvor alle kan få lov at teste den nye årgangssten (5-10kr pr. kast -alt efter hvor meget støtte der kommer ind) og modtage  smuttekniske råd, samt købe deltagernummer for 100 kr. (prisen for deltagelse kan muligvis sættes ned til, men det afhænger igen af støtte)

Fra 18.00 til ca. 21.00 er der konkurrence med 4 erfarne dommere på.

Under hele mesterskabet bliver der spillet rar musik og underholdt og kommenteret af den veloplagte toastmaster Nikolaj Schiøtz Winding. Senere bliver der uddelt gratis flødeboller, yderst venligt doneret af Frellsen Chokolade.

Ca. kl 21.00: Præmieoverrækkelse! -Præmiesponsorerne er igen i år virkelig fornemme!

 

Afsluttet

Incitamenter

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet