Med dansk tale - en podcast om og med stemmerne fra barndommens tegnefilm og tv

København Brian Iskov Kultur
Skriv et svar • Du skal vaere logget ind for at skrive et svar indlæg
  • 18 september 2019 kl. 13:33

    Kære støtter af MED DANSK TALE,
    Grundet omstændigheder, som vi ikke var herre over, endte udgivelsen af “Valhalla”-soundtrack-cd’en med at blive halvandet år forsinket. Men nu har vi endelig modtaget det lovede parti cd’er, og Peter Madsen har været så sød at signere dem allesammen. Vi vil gøre vores bedste for at få dem sendt hurtigt afsted til de af jer, der støttede vores Valhalla-pakke, i håb om at I vil tilslutte jer den gamle talemåde: Bedre sent end aldrig!
    Bedste hilsner,
    MED DANSK TALE

  • 01 juni 2018 kl. 10:48

    Kære støtter,

    Vi har fået sendt de fleste præmier ud, men mangler stadig at få signeret enkelte vinylplader (der arbejdes på sagen!). Det store hængeparti er Valhalla-cd’erne, idet produktionen hos PlantSounds er blevet voldsomt forsinket. Deres seneste melding er, at cd-omslaget er ved at blive designet, og at selskabet forventer at have et færdigt produkt i løbet af sommeren. Vi håber, at de af jer, der har støttet Valhallapakken, har tålmodighed til at vente lidt længere.

    I mellemtiden kan I lytte til podcastens tredje afsnit, der udkom i går, 31. maj. Her går vi helt tilbage til starten for at finde de tidligste forsøg på at dubbe udenlandske film til dansk. Jakob Stegelmann og Jens Jacob Tychsen taler om hhv. “Snehvide” og “Pinocchio”, mens Christian Monggaard afslører, hvad Olsen-Banden og Matador har med “Askepot” at gøre. Endelig interviewer vi Ilselil Larsen, 1940’ernes store danske barnestjerne, om hendes medvirken i de oprindelige danske dubbinger af “Alice i Eventyrland” og “Peter Pan”.

    Afsnit 3 af MED DANSK TALE kan høres her:
    https://meddansktale.blogspot.com/2018/05/podcast-afsnit-3.html
    https://soundcloud.com/meddansktale/podcast-afsnit-3
    http://itunes.apple.com/dk/podcast/med-dansk-tale/id1330317997
    http://feeds.soundcloud.com/users/soundcloud:users:314973706/sounds.rss

    Desuden kan I møde selveste Ghita Nørby i Cinemateket lørdag den 16. juni, når vi viser “Lady og Vagabonden” i den gamle danske version fra 1955. Efter filmen interviewer vi Ghita om hendes filmdebut som Ladys danske stemme. Billetter til arrangementet kan købes på Cinematekets hjemmeside:

    https://www.dfi.dk/cinemateket/biograf/events/event/lady-og-vagabonden-med-besog-af-ghita-norby

    De bedste hilsner,
    Anders og Brian
    MED DANSK TALE

  • 14 marts 2018 kl. 10:45

    Kære støtter,

    Først: Undskyld vores lange radiotavshed! Redaktionen blev sendt til tælling af sygdom kort efter indsamlingen, hvilket indtil videre har banket os en måned tilbage i forhold til produktionsplanen. Vi har derfor heller ikke fået pakket og afsendt alle præmierne fra kampagnen, men beder jer alle om at have tålmodighed lidt endnu.

    Mens vi arbejder på at få 2. afsnit produceret færdigt, har vi udsendt et bonusklip med overskydende optagelser fra 1. afsnit, hvor Anders og Brie taler om “gag dubs” og tyske dubbingstjerner. Du kan høre “Med tysk tale” på vores iTunes-profil, på SoundCloud eller i din podcastapp:

    https://soundcloud.com/meddansktale/bonus-1-3-med-tysk-tale
    https://itunes.apple.com/dk/podcast/bonus-1-3-med-tysk-tale/id1330317997?i=1000406185958&l=da&mt=2
    http://feeds.soundcloud.com/users/soundcloud:users:314973706/sounds.rss

    Vi har også udsendt en videoreportage fra den 12. februar, hvor de af jer, der støttede kampagnens “Dubbingpakke 2″, fik lov at besøge dubstudiet SDI Media og selv indtale stemmer til en superhelteserie:

    https://vimeo.com/257096674

    Vi glæder os til at fortsætte serien og regner nu med at have afsnit 2 klar ultimo marts/primo april. Hav det godt så længe!

    De bedste hilsner,
    Anders og Brie
    MED DANSK TALE

  • 03 februar 2018 kl. 14:19

    Kære støtter,
    Tusind mange tak for jeres entusiasme og opbakning!
    Vores glæde og lettelse ville ingen ende tage, da indsamlingen til MED DANSK TALE efter fem uger rundede den magiske grænse på 100%. Lige så hjertevarmende har det været for os at se, at I er blevet ved med at støtte os i crowdfundingens sidste to uger.
    Søndag lagde vi nye incitamenter op – og mange af dem blev revet væk samme dag. På kun 5 dage strøg det samlede støttebeløb forbi de 125%, der udløser endnu et afsnit (nr. 7) af podcasten. Det må siges at være over al forventning!
    Skulle vi nå yderligere 25% funding, inden kampagnen slutter på mandag, føjer vi også afsnit 8 (om nutidens dubbingstjerner, bl.a. Jens Jacob Tychsen og Özlem Saglanmak) til produktionsplanen. Vi glæder os meget til at lave de nye afsnit og ikke mindst til at kunne give dem videre til alle jer, der gerne vil høre hele historien om de danske tegnefilmstemmer.
    Vi håber at se mange af jer igen, når vi viser stopmotion-klassikeren “Bjergkøbing Grand Prix” i Cinemateket søndag 15. april og interviewer skuespillerne Vigga Bro og Dick Kaysø om deres oplevelser med dubbing. Vi udbyder et begrænset antal eksklusive forsalgsbilletter til særlig støttepris på booomerang.dk, og ellers starter det ordinære billetsalg til arrangementet på Cinematekets hjemmeside i slutningen af marts.
    Mange begejstrede hilsner,
    Anders og Brian

    – – –
    SAGT OM 1. AFSNIT MED DANSK TALE:
    “Dejlig nørdet” – BT
    “Ekstremt velproduceret” – Niels Frid-Nielsen, DR P1
    “Gennemført, veldrejet og spændende” – Juleekspert Daniel Røde
    “Det er sjovt og sanse- og erindringsvækkende.” – Rasmus Brendstrup, Cinemateket

  • 17 januar 2018 kl. 18:16

    MED DANSK TALE har været på besøg hos P1 Eftermiddag for at snakke om dansk dubbinghistorie og sprede budskabet om vores podcast og crowdfunding. Superdubber Lars Thiesgaard var også med på en telefon, og P1 havde afsat god tid til vores indslag, som I nu kan høre her:

    https://www.dr.dk/radio/p1/p1-eftermiddag/p1-eftermiddag-2018-01-17#!00:37:09

    Vi håber, at vores entusiasme for emnet vil forplante sig ud gennem højttalerne og til radiolytterne, så der triller flere støttebidrag ind her på Booomerang. Vi mangler stadig 40 % af de 100 % funding, der er nødvendig, for at vi kan fortsætte produktionen af de næste afsnit, og vi har kun 19 dage tilbage at løbe på. Så del gerne alle de steder, I kan – både online og ude blandt de rigtige mennesker.

    Endnu en gang mange tak for jeres støtte og interesse. Vi krydser fingre for, at vi kommer langt nok til at indfri forhåbningerne! :D

    /Anders og Brian

  • 15 januar 2018 kl. 13:20

    Dagens statusrapport: MED DANSK TALE er nu mere end halvvejs gennem crowdfunding-perioden – og i morges rundede det indsamlede beløb 50%!

    Vi, Anders og Brian, er jublende glade for alle jeres bidrag, både de store og de små. Men crowdfunding er desværre knald eller fald. Hvis vi ikke når 100% af vores mindste mål på 40.000 kroner, inden kampagnen slutter 5. februar, får vi ingen penge til at lave flere afsnit af vores hjertebarn. Og lige så trist: Alle jer mange, søde mennesker, der har støttet os, får ikke jeres præmier.

    Vi beder derfor til, at I vil hjælpe os med at smide kul på i de næste tre uger, for at podcasten og indsamlingen kan komme ud til alle i Danmark, der elsker tegnefilm, skuespil, sprog, webradio og god kulturformidling eller bare godt kan lide at se Disneys Juleshow hvert år.

    Kast nogle stjerner og ord efter os på iTunes, og del budskabet om MED DANSK TALE på Facebook, Twitter og ikke mindst i den virkelige verden, så det her fantastiske tegnefilmtog kan nå helt ind til perronen! :D

    Meget taknemmelige hilsner,
    Anders og Brian

    Facebook: http://facebook.com/meddansktale
    Twitter: http://twitter.com/meddansktale
    SoundCloud: http://soundcloud.com/meddansktale
    iTunes: itunes.apple.com/dk/podcast/med-dansk-tale/id1330317997

  • 02 januar 2018 kl. 20:03

    Kære fans, følgere og fundere,

    Af hjertet tak til alle jer, der har været med til at give vores podcast en så flyvende start. Efter kun 8 dage rundede vores crowdfunding af MED DANSK TALE de 25 %, og flere af samlerobjekterne i puljen er nu udsolgt. Men du kan stadig byde på signerede Disney-cd’er, lp’er og plakater, besøg i et dubbingstudie, Valhalla-soundtracket i ny jubilæumsudgave, et sjældent Lucky Luke-hørespil, reklameplads i podcasten eller din egen mobilsvarbesked indtalt af Danmarks superdubber nr. 1, Lars Junker Thiesgaard.

    Husk, at du også kan møde os i Cinemateket i København hele tre gange i januar, hvor vi optager nye interviews til kommende afsnit:

    Søndag 7. januar kl. 14: PINOCCHIO (1978-dub) med gæster Daimi og Gert Fredholm
    http://bit.ly/pinoc1978

    Søndag 14. januar kl. 13: MØD HENRIK KOEFOED med efterfølgende visning af LØVERNES KONGE
    http://bit.ly/koefoed
    http://bit.ly/lionkingdfi

    Søndag 21. januar kl. 12.30: ALADDIN med gæster Preben Kristensen, Nis Bank-Mikkelsen og Lars Thiesgaard (UDSOLGT)
    http://bit.ly/aladdindfi

    Vi håber at se jer i Cinemateket og krydser fingre for, at vi får lov at lave nye afsnit til jer i 2018. Godt nytår, alle sammen!

    De bedste hilsner,
    Anders og Brian

Afsluttet
Støt med andet

Incitamenter

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet