Med dansk tale - en podcast om og med stemmerne fra barndommens tegnefilm og tv

København Brian Iskov Kultur
MDT Alexandra Borg logo

EN PODCAST OM OG MED STEMMERNE FRA BARNDOMMENS TEGNEFILM OG TV

Vi husker dem alle fra vores barndom. Alligevel er de danske stemmer i tegnefilm og tv et ubeskrevet hjørne af vores kulturhistorie. Men det vil podcastserien MED DANSK TALE lave om på.

Her får du for første gang hele historien om dubbing i Danmark – fortalt af flere af de stemmer, der var med til skabe minderne. Fra de første Disneyfilm i 1930’erne over monopolfjernsynets speakere til nutidens skuespilstjerner!

MED DANSK TALE er bygget op omkring nye interviews med kendte skuespillere og filmfolk, som deler ud af anekdoter og viden om stemmeskuespillets svære og sjove kunst. Første afsnit kan høres nu, kvit og frit, på meddansktale.blogspot.dk og soundcloud.com/meddansktale.

Podcasten er til alle, der interesserer sig for animation, skuespil, sprog, oversættelse og/eller dansk kultur- og filmhistorie. Kort sagt til enhver, der stadig husker den gode replik fra barndommens yndlingstegnefilm eller synger med på “Disneys Juleshow”!


HVAD STØTTER DU, OG HVORFOR?

Redaktionen på MED DANSK TALE laver grundforskning for at fortælle historien om filmstemmerne i Danmark. Og vi gør det gerne, for det er spændende og sjovt – men at producere ti timers kulturformidling af god kvalitet er også meget tidskrævende og derfor ikke helt billigt.

Vi har modtaget en beskeden fondsstøtte til det første afsnit, som du nu kan høre gratis på meddansktale.blogspot.dk og soundcloud.com/meddansktale. For at vi kan fortsætte med at producere de næste fem afsnit i serien, må vi nu bede om jeres hjælp. Vi håber, at I har lyst til at støtte det gode formål, så I kan få lov at høre hele historien!

40.000 KRONER INDSAMLET: Vi laver afsnit 2, 3, 4, 5 og 6.
50.000 KRONER INDSAMLET: Vi laver afsnit 2, 3, 4, 5, 6 og 7.
60.000 KRONER INDSAMLET: Vi laver afsnit 2, 3, 4, 5, 6, 7 og 8.
70.ooo KRONER INDSAMLET: Vi laver afsnit 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8 og 9.
80.000 KRONER INDSAMLET: Vi laver alle afsnittene – fra nr. 2 til 10!


DET KAN DU GLÆDE DIG TIL AT HØRE:

Afsnit 1 (kan nu høres kvit og frit på meddansktale.blogspot.dk og soundcloud.com/meddansktale):
Hvad er dubbing? Hvorfor dubber man nogen ting i nogen lande, men ikke andre? Om den gode dubbings særlige magiske kraft, The Julekalender på norsk og finsk, Die Hard på fem sprog – og Olsen-Banden på østtysk.
Gæster: Skuespillerne Morten Grunwald, Jesper Langberg og Lars Thiesgaard, tv-redaktør Jakob Stegelmann, oversætter Kirsten Marie Øveraas.

Afsnit 2 (forventet februar/marts 2018):
Hvordan dubber man? Hvad foregår der i et dubbingstudie? Vi ser også på de sproglige og faglige udfordringer ved at oversætte tegne- og realfilm til dub, bl.a. med udgangspunkt i sangene fra Disneys “Frost”.
Gæster: kendte dubbingskuespillere (endnu ikke bekræftede), oversætter Trine Dansgaard, dialoginstruktør Laurits Laursen m.fl.

Afsnit 3 (forventet marts/april 2018):
Hvordan startede det hele? Vi går på jagt efter de forsvundne stemmer fra Disneys “Snehvide” (1938) og “Pinocchio” (1947) og studerer Erik Ballings oversættelse af “Askepot” (1950). Interview med Ilselil Larsen om “Alice i Eventyrland” (1951) og “Peter Pan” (1953). Desuden genhør med Ghita Nørbys debut i “Lady og Vagabonden” (1955).
Gæster: Skuespiller Ilselil Larsen, journalist Christian Monggaard, Jakob Stegelmann m.fl.

Afsnit 4 (forventet april/maj 2018):
1960’ernes danske stemmer byder på klassikere som “Junglebogen”, “Da kongen var knægt” og “Peter Plys på honningjagt”. Franz Ernst fortæller om at instruere stjerner som Ove Sprogøe og Helge Kjærulff-Schmidt og røber, om det virkelig er dén Kim Larsen, man kan høre som legionær i “Asterix og Kleopatra”?
Gæster: instruktør Franz Ernst, Jakob Stegelmann m.fl.

Afsnit 5 (forventet maj/juni 2018):
Vi genforener skuespillerne og instruktøren fra den danske version af Disneys “Robin Hood” (1973) og lukker op for minderne. Desuden “Bjergkøbing Grand Prix”, Daimis “Pinocchio” og “Disneys Juleshow”.
Gæster: skuespillerne Jesper Langberg, Morten Grunwald, Susanne Bruun-Koppel, Finn Storgaard og Daimi Gentle samt instruktørerne Per Holst og Gert Fredholm.

Afsnit 6 (forventet juni/juli 2018):
Hjemmevideo og nye tv-stationer gør, at dubbing pludselig er overalt i 1980’erne. Vi går i dybden med VHS-dubs, Asterix-film, “Fragglerne”, Povl Dissings “Abekongen” og Preben Kristensen som den danske David Bowie i “Labyrinten til troldkongens slot”. Vi får også besøg af en elsket fortællerstemme fra Danmarks Radios børne-tv i 1970’erne og 80’erne.
Gæster: Skuespillerne Preben Kristensen og Henrik Koefoed, speaker Gunvor Bjerre, dubbinginstruktør Sonny Lahey m.fl.

***
EVT.: Afsnit 7

Disney får en renæssance i 1990’erne. De danske stemmer til “Skønheden og udyret”, “Løvernes konge” og ikke mindst “Aladdin” bliver rost, mens de nye stemmer til klassiske Disney-film som “Lady og Vagabonden” og “Peter Pan” udløser et ramaskrig i den danske befolkning! Også med Pixars ”Toy Story” m.m.
Gæster: skuespiller og dialoginstruktør Lars Thiesgaard, skuespillerne Nis Bank-Mikkelsen og Preben Kristensen m.fl.

EVT.: Afsnit 8
Dubbingbranchen vokser eksplosivt i 2000’erne, hvor store, nye animationsfirmaer skaber kæmpe efterspørgsel på gode dubbere. Mød manden bag Svampebob Firkant, kvinden bag Klokkeblomst og flere andre af nutidens største stemmestjerner fra biograffilmene, DR Ramasjang, Netflix og Cartoon Network.
Gæster: skuespillerne Jens Jacob Tychsen og Özlem Saglanmak m.fl.

EVT.: Afsnit 9
Dansk tegnefilm og animation byder også på klassiske præstationer – men modsat dubbing bliver lyden lavet før billederne. Hør historien bag Cirkeline-stemmerne og “Bennys badekar”, B&U’s dukker fra børne-tv og julekalendere, hvordan Peter Madsen valgte skuespillerne til “Valhalla” – og meget mere.
Gæster: animationsinstruktørerne Jannik Hastrup og Peter Madsen m.fl.

EVT.: Afsnit 10
Fremtidens dubbing – hvordan lyder den? Vi taler med talentfulde børnedubbere og giver gode råd til, hvordan man kommer ind i branchen. Er YouTubere de nye dubbingstjerner? Hvilke udfordringer står dansk tale over for i de kommende årtier? Og vil man fremover også høre dansk tale i f.eks. apps og hvidevarer?
Gæster: endnu ikke bekræftet.


HVEM ER “MED DANSK TALE”?

Podcastens redaktion består af vært og tilrettelægger Brian Iskov samt medvært Anders Vad Bruun.

Brian Iskov (f. 1976) er filmjournalist, oversætter og forfatter med animationsbaggrund. Freelancer for Politiken, Weekendavisen, Børsen m.fl. Medvært og redaktionsmedlem på podcasten Filmnørdens Hjørne siden 2011. Har skrevet ”Jakob Stegelmanns Troldspejlet – Den store Troldspejlsbog” (2010) og tilrettelagt en særudgave af DR-programmet “Troldspejlet” om dubbing. Læs mere på brianiskov.blogspot.dk.
Anders Vad Bruun (f. 1974) er dubbingoversætter, speaker m.m. med særlig interesse for animation. Medvært og redaktionsmedlem på Filmnørdens Hjørne siden 2010.
Fagkonsulenter er Lars Thiesgaard (f. 1959) og Sonny Lahey (f. 1979), der begge har mange års erfaring som dialoginstruktører og stemmeskuespillere.
Teknisk konsulent er Casper Christensen (f. 1976), producer og redaktør af Filmnørdens Hjørne siden 2009.

Afsluttet
Støt med andet

Incitamenter

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet