Dagbog fra barselshulen

København Line Jensen Bøger
Screen Shot 2016-11-22 at 15.40.21

Babyen skriger på mad. Den toårige plager uophørligt om at se Frost. Teenageren råber “du lovede!” og smækker døren, så huset skælver om kap med moderhjertet – og manden er i øvrigt på turné på 10. uge.  Dage, hvor man hverken når i bad eller i tøjet, og hvor kaffen igen når at blive kold, før man får den første slurk, kan det være svært at mærke, hvem man er, og hvad der egentlig var meningen. Det er så nemt at føle, man drukner i blespanden. Sammen med alle sine ambitioner.

Kort sagt: Det søde barselsliv (don’t we love it)!

Under min tredje barselsorlov begyndte jeg at tegne scener fra min hverdag. Det blev min måde at trække vejret på. At holde kontakten til det menneske, jeg plejede at være. Jeg tegnede med venstre hånd, når jeg ammede med højre. Jeg tegnede i mørket, mens jeg aede børnene i søvn om natten. Jeg tegnede, mens huset sejlede. Mens den toårige så Frost, teenageren smækkede med dørene, og når jeg sandsynligvis, sikkert med fordel, kunne have taget en lur.

Tegningerne lagde jeg på Instagram under #dagbogfrabarselshulen.  Og fik hurtigt respons fra en hel masse, både mødre og fædre, der kunne genkende deres eget liv i mit. Sammen kunne vi grine af det, når det var så nederen, at vi måtte tude. Og klappe hinanden på skulderen, når vi formåede at rejse os igen og komme igennem endnu en dag. Mere kold kaffe, så går det.

Nu er jeg ude på den anden side. Ovennævnte scenarier er heldigvis et overstået kapitel hjemme hos mig (nu er der andre udfordringer, men det er en anden historie).

Og nu er det tid til at samle tegningerne til en bog, der kan vække genkendelse hos andre familier og opmuntre kommende mødre, som stadig har det hele til gode (ok, det lyder ikke så opmuntrende det her, men det er det faktisk!) og forsikre dem om, at de langt fra er alene.

Statens Kunstfond har støttet bogudgivelsen med 30.000,- (!)

 

Om bogen
· Bogen er allerede langt i processen og bliver til noget uanset hvad.
· Jeg regner med at kunne sende den til tryk først i det nye år.
· Den bliver på omkring 120 sider på mat, blødt papir, format ca. 18 x 21 cm.
· Omslag af karton med brede flapper.
· De fleste tegninger er sort/hvid, men med jeres støtte, vil jeg kunne overveje opslag i farver.
· Med jeres hjælp får jeg mulighed for at vælge det lækreste papir og det flotteste tryk.
· Det bliver en sag, man bare må holde i hånden og ae.

Om mig
Jeg hedder Line Jensen, er 40 år og bor i et haveforeningshus på Amager med min mand, min store pige på 14, og vores to fælles små piger på 3 og lige om lidt 1.
Igennem mine ti år som selvstændig grafisk designer har jeg lavet masser af bøger for andre  (kogebøger, kunstbøger, yogabøger, skolebøger you name it), nu  glæder jeg mig til at sende min egen bog i trykken først i det nye år!
Det sidste års tid har jeg tegnet på instagram som @linejensen_illu og er så småt ved at finde ud af at blande mere og mere illustration og historiefortælling ind i mit arbejde.

Se mere på

instagram.com/linejensen_illu
#dagbogfrabarselshulen

Afsluttet
Støt med andet

Incitamenter

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet