Asylhaver

Copenhagen HeklaHekla Med kant (!)
Asylhaver - crowdfunding - booomerang

ASYLHAVER vil etablere ’Helende Haver’ på asylcentre til heling og forebyggelse af traumatiserede, stressede og fejlernærede asylansøgere. DU kan være med til at give flygtninge i vores egen ’baghave’ adgang til en øko- og terapihave, sund kost og noget meningsfuldt at rive i… 

Asylhaver er et UDVIKLINGSPROJEKT, med den vision at samle viden og ambassadører nok, til at projektet kan spredes i hele landet. Under det 2 årige pilotprojekt, udvikler og realiserer vi en unik, tryg og permanent Asylhave på Kongelunden i Dragør, efter de bedste forskrifter på terapihave feltet, samt en helt ny form for global online kogebog, med ‘vild, sund og billig mad’. 

Set i en større sammenhæng, kan det betale sig for os alle, at dele viden om sund kost og økologisk havebrug til alle asylansøgere, uanset om de får ophold eller ej. Cirka halvdelen af asylansøgerne får opholdstilladelse. Dit bidrag kan medvirke til at øge asylansøgernes fysiske og mentale helbred, og dermed give dem en bedre mulighed for succesfuld integration i Danmark. Dem der ikke er så heldige, kan videregive deres erfaringer med økologisk havebrug og sunde ernæringsprincipper i verden.

MÅLET MED ASYLHAVER er, at øge asylansøgernes mentale og fysiske sundhed. Det at tage bedre vare på sin egen sundhed, ved at bruge sin krop i havearbejdet, gennem helende sanseoplevelser i naturen, ved at se noget gro for egen hånd og spise sundt – er meningsfulde aktiviteter.

”Fælles for alle traumatiserede mennesker er, at de søger trygge rum”, udtaler pædagogisk leder Peter Engholm Jensen fra Kongelunden. Asylhaven er et udendørs afgrænset rum,  hvor både voksne og børn kan finde tryghed, glæde og heling.

BAGGRUND
Sundhedsstyrelsens undersøgelser viser, at indvandrere har et væsentligt dårligere helbred generelt. Overlæge Ebbe Munk-Andersen fra Dansk Røde Kors har udtalt at: ”Indsatsen skal være af forebyggende karakter… Lige nu bruger vi afsindigt mange ressourcer på at behandle noget, vi selv har ødelagt”.

> Beboerne på Kongelunden, har ventet på en afgørelse mellem 3-16 år
> Flertallet af beboerne på Kongelunden, som inkluderer enlige mænd, handlede kvinder og børnefamilier, er traumatiserede og ramt af depression og stress
> Vores egne undersøgelser viser at 60 % eller mere af asylansøgernes samlede kostindtag pr dag,  består af højglykæmiske produkter; som hvede, ris, majs og kartofler, som kan forårsage, fedme, diabetes, depression o.lign.
> Asylcentrene ligger helt derude hvor kragerne vender, og asylansøgerne har kun få midler som skal bruges på transport, medicin og mad

VORES SAMARBEJDSPARTNER RØDE KORS, har i erkendelse af projektets potentiale, stillet et areal på cirka 1200 m2 jord til øko- og terapihavehave, samt undervisningslokaler og køkkenfaciliteter til rådighed for os.

Forskning viser, at ophold i en have kan hele stress. Asylhaver har potentialet, til at gøre en forskel for de mennesker i vores ‘egen baghave’, der ikke selv har indflydelse, til at handle på deres situation. Nelson Mandela skriver i sin bog, at han ikke havde overlevet sin husarrest uden sin have; den gav ham lidt kontrol tilbage og mening med sit liv.

Projektet Asylhaver er meget mere end 18 højbede samt nogle frø og river.
Så derfor SKAL vi samle 1.5 millioner kroner ind før vi kan gå igang med vores mission om at skabe en øko-sansehave, der er MÅLRETTET målgruppens behov, i samarbejde med eksperter på feltet.

Det er skam forsøgt, at blot stille en beplantet høj og to højbede til rådighed på Kongelunden. De bliver ikke brugt, fordi målgruppen ikke har den fornødne viden og styrke til at anvende dem alene. En gartner i projektet fungerer derfor som lærer og mentor. Projektlederen fungerer som inspirator. Guleroden der skal trække folk ud af deres små rum og ud i haven, er undervisning, information, madarrangementer i haven og coachende samtaler over en plante, samt et udendørs trygt rum.

Vi har søgt adskillige fonde uden held, og afventer nu som den sidste ansøgning til relevante fonde, Friluftsrådets afgørelse slut oktober. Vi har brug for 1.5 millioner, før missionen kan lykkes. Vi beder derfor både private og virksomheder, ved en stor fælles indsats, om at donere til realiseringen af projektet. Deadline for indsamlingen er den 1. december 2013, så anlægsgartneren kan etablere stier, trapper og hegn før gartneren tager fat i foråret 2014.

HVAD GÅR PENGENE TIL?

Haven overholder samtlige regler for økologisk havebrug. Vi bygger drivhuse, stier, vandfontæne, trapper, indhegner haven, planter buske, frugttræer og højbede, samt opsætter udendørs køkken.

En fastansat gartner underviser i økologisk havebrug og bistår asylansøgerne med at vedligeholde og opbygge haven efter økologiske principper. Ernæringseksperter og en sanker underviser i sund kost og indsamling af vild mad. Have-terapeuter bistår med opbygningen af haven, så den tilgodeser traumatiserede menneskers behov. En fastansat projektleder sørger for planlægning, udvikling og dokumentation af alle aktiviteterne, og for at visionen om ’Helende Haver’ på alle centre i landet kan lykkes.
Vi udvikler tillige opskrifter til en sprogligt lettilgængelig og illustreret online-kogebog, i et nært samarbejde mellem asylansøgere, ernæringseksperter og kokke. Udover den digitale udgave, udgiver vi i 2015 et udpluk af de bedste opskrifter samt en billedoversigt over vilde spiselige planter på Kongelunden, i en handy ’Lomme-kogebog’. Den foræres til deltagende asylansøgere og fremsynede donorer.

DU KAN STØTTE ASYLHAVERS MISSION om at øge asylansøgeres mentale og fysiske sundhed – ved at donere en pengegave – og som tak modtage enten en tegning af Katrine Ærtebjerg, eller Asylhave-jordlodder, eller en smuk nummereret Asylhave-aktie. Aktierne består af et indrammet fotografi fra Kongelunden af fotograferne, Michael Bothager, Rikke Tina Ulnits eller Lene Topp. Din virksomhed kan vælge mellem 6 forskellige fotos i 3 forskellige størrelser. Se mere på Asylhaver.dk under sponsorer.

Bemærk: Når vi ikke målet inden deadline, går pengegaver automatisk tilbage til giveren. Hvis vi er meget tæt på målet, kan deadline flyttes lidt.

Din støtte sender et medmenneskeligt signal til de nødstedte og gør projektet muligt. På forhånd tak.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen for Asylhaver
v. Formand Tove Jensen og Projektleder Hekla

 

Har du brug for mere information om projektet, skal du være velkommen til at rette henvendelse til Hekla på (kontakt@asylhaver.dk) eller til Pædagogisk leder Peter Engholm på Kongelunden (pej@redcross.dk)

 

 

Afsluttet

Incitamenter

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet