Ama'rkanske godnathistorier

København BorisBoll Bøger
Skærmbillede 2017-09-15 kl. 13.56.07

Bogen Ama’rkanske godnathistorier handler (ikke overraskende) om øen Amager!

Den er i støbeskeen men tæt på at være færdig. Vi udgiver den, hvis vi får penge nok.

Bogen bliver på ca. 175 sider, og den vil være proppet med både gamle fotos og farverige tegninger.
Hvad historierne angår: Nogle gange er det rigtige historier, andre gange er det nogle værre røverhistorier.
Den er velegnet til højtlæsning og er (nok især) tiltænkt børnefamilier på Amager.

De rigtige historier er skrevet, så børn kan følge med. Og røverhistorierne er skrevet, så de voksne ikke føler sig helt tabt bag en vogn.
Det er derfor, vi siger, at det er “en bog for hele familien”.

Vi er i fuld gang med at lave bogen – det vil sige redigere teksterne, lave illustrationer og layout – og du kan være med til at bestemme, om den også rent faktisk skal udkomme.
Teksterne som sådan er i hus. Der er cirka 12 historier i hver genre, rigtige historier og røverhistorier, altså i alt ca. 24 historier.

Husk, at du kan spare penge ved at købe bogen på forhånd!

Husk også, at dersom projektet ikke opnår fuld finansiering, det vil sige, hvis indsamlingen ikke når op på 35.000, så får du pengene tilbage. (Det er crowdfundingens hæderkronede princip.)

Ama’rkanske godnathistorier sendes til dig, så snart den er udkommet. Eller du kan kigge forbi receptionen d. 1. november i boghandlen Zittans på Amagerbrogade og hente dit eksemplar.
Eller måske bestiller du ligefrem flere eksemplarer? Det ville da glæde os meget! Og så er et par af dine julegaver i hus med ét slag.

Hvem er vi – og hvorfor har vi valgt at skrive en bog om Amager? 

Fordi vi begge har boet på Amager (Trine bor nu i Valby, og Boris er flyttet tilbage til Berlin), og fordi vi begge stadig er meget glade for øen. Vi mødte hinanden på en vandretur med en gruppe vandreglade mennesker (ude på Kalvebod Fælled, såmænd) og skitserede allerede på denne frostkolde tur i februar (2016) det projekt for hinanden, der nu ser dagens lys.

Trine er cand.mag. i historie og har været webredaktør og redaktionssekretær på populære, historiske magasiner; Boris er illustrator og forfatter og har en række børnebøger bag sig. Vi fandt det nærliggende at blande kortene.

Vi har begge en fortid, nutid og forhåbentlig også en fremtid i formidlingsbranchen, bl.a. med opgaver for museer.

Hvorfor crowdfunding? 

Netop crowdfunding, mente vi, var oplagt, fordi det ville gøre det muligt at mobilisere den berømte ama’rkanske lokalpatriotisme.

Crowdfunding er også frihed: Når man står for det hele selv, behøver man ikke at vente på, at forlagene viser interesse. Crowdfundere kan gå direkte til makronerne.

En tredje fordel ved crowdfunding er, at den inviterer den potentielle læser til et kig bag kulissen. Hvilket er sjovt for både jer og for os. I den forbindelse: Følg med på den Facebookside, vi har oprettet til formålet. Så længe crowdfundingen foregår, vil vi dagligt lægge noget op. Det kan være illustrationer, det kan være fotos, det kan være små, sjove historier, der ikke fandt plads i bogen.

Og bare rolig: Selv om vi står for det meste selv, bliver det en professionel bog! Blandt andet fordi vi bruger en del af de indkomne penge på redaktionshjælp.

Det er i den forbindelse også værd at nævne, at Boris allerede har et par crowdfundede udgivelser bag sig. Det gælder fx Aarhusianske godnathistorier, der fik fire hjerter i Politiken og fem stjerner i Aarhus Stiftstidende.
De nævnte bøger er udgivet på Boris’ eget forlag Klørkonge, der også står for udgivelsen af Ama’rkanske godnathistorier.

Hvad kommer Ama’rkanske godnathistorier mere specifikt til at indeholde? 

Som nævnt ovenfor bliver bogen på ca. 175 sider, og den bliver fyldt med illustrationer og fotos. De første er farverige og laves til formålet, de sidste er ofte i sort/hvid og hentes i arkiverne.

Vi fordeler røverhistorier og rigtige historier 50/50. Og det bliver nemt nok at kende forskel på dem, bare vent ;-)

I den rigtige afdeling kan man få mere om vide om Amagers konkrete historie.
Det kan være om hollænderne, der kom til øen i 1500-tallet. Det kan være om den store suppe af toiletaffald, der blev anlagt ude omkring det nuværende Kløvermarken, og som med tiden gav Amager øgenavnet Lorteøen. Jovist, disse historier vil være kendte for mange ama’rkanere, men der er sikkert mange detaljer, som ikke er så kendte. Der er også historier om fx Ballonparken, sildemarkedet i Dragør, Kongelunden og Kastrup Fortet. Trine kommer godt omkring på øen – og i århundrederne.

Og hvad røverhistorierne angår: Boris har konstrueret en gennemgående figur, som er ingen ringere end Borgmesteren af Amager. Han render rundt som en lille konge på øen og udreder snart det ene, snart det andet. Og han er vist nok udødelig? Da fiskerne omkring Dragør engang i middelalderen bliver trætte af at have en drage boende, er det borgmesteren af Amager, der løser problemet for dem. På genialeste vis. Han prøver også at hjælpe hollænderne af med deres hjemve i 1600-tallet – på mindre genial vis måske, men han gør da forsøget.

Borgmesteren af Amager er vel, hvis vi skal analysere lidt på ham, en antihelt, ikke altid helt fin i kanten, men man kan ikke tage fra ham, at han bruger meget energi på at være en god, lille konge over riget, der ligger lige midt i verdens navle, og som går under navnet: Ama’r.

Afsluttet

Incitamenter

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet