Lockouten i 13

Berlin BorisBoll Litteratur
m grøn kant
Skærmbillede 2014-02-21 kl. 00.44.14

Lockouten i 13 er en roman, der udspiller sig i april måned 2013. Det var i den periode, lærerlockouten fandt sted.

Vi følger parret Mie og Eske, der bor på Østerbro i København. De afskiber deres døtre til Jylland, til bedsteforældre, så snart lockouten træder i kraft. Dermed får de en del fritid.

Den bruger de på at genopdage sig selv og hinanden. Gamle studiepapirer i kælderen fiskes frem. Sexuallivet – og efterhånden sexuelle tilbøjeligheder – støves af. De går også i gang med at rydde op på børneværelset (og går nok lidt for grundigt til værks).

Derudover spiser de en del pizza og ser en del tv. Ind imellem snakker de om det, der fylder i medierne: Salget af Holger Danske-statuen, Thatchers dødsfald, bomberne ved Boston Marathon, hestekødskandalen, Blachmans nøgenprogrammer – og vinteren, der ingen ende vil tage.

Samtidig kommer lockoutpillen i omløb. Den øger refleksionskraften og gør samtidig folk lidt sære. Men det er vel to sider af samme sag.

Romanen er afsnitsmæssigt delt op i de fire uger, lockouten varer. Efterhånden som ugerne skrider frem, tager begivenhederne fart.

Nysgerrig? Besøg bloggen – her er talrige teksteksempler og mere om bogen. (Og når du har fået stillet din nysgerrighed kommer du selvfølgelig tilbage hertil og lægger nogen dadler, så du kan få en bog eller to.)

http://lockouteni13.blogspot.dk  

 

Om bogen, det udgivelsestekniske

For at udnytte, at jeg udgiver selv, og derfor kan gøre, som det passer mig, har jeg besluttet mig for følgende kækhed:

Lockouten i 13 vil som papirbog kun kunne købes via nærværende site. Booomerang.dk kommer altså til at fungere som en slags boghandler – for forsalg. Lockouten i 13 kommer ikke efterfølgende – som papirbog – i nogen form for nogen handel nogensinde. Der trykkes oplag, som der er solgt for på forhånd.

Teksten vil kun komme i almindelig handel som lydbog og som ebog.

For at understrege det unikke i hver enkelt ret beset snoldede paperback, bliver de nummererede. Ligesom man gør det med fx litografier. Jeg vil selvfølgelig også signere bøgerne. De sendes direkte til funderne, når de kommer fra tryk. Porto er indeholdt i prisen.

Jeg er ikke i tvivl om, at bogen nok skal blive finansieret. Jeg beder jo immervæk blot om 8.000 kr. (så er trykkeomkostningerne dækket). Spørgsmålet er snarere: Hvor mange bliver der mon solgt? Det skal da blive spændende at se …

Bogen udgives i april 2014, altså et år efter lockouten i 13 fandt sted. Hastværket er en del af konceptet. Jeg kalder det en aktualitetsroman.

Det er essentielt, at man besøger bloggen. Her vil jeg løbende lægge store tekstafsnit ud. Det er også en del af konceptet, selvfølgelig, denne åbning af arbejdsprocessen. Men det handler jo også om, at jeg pinedød skal søge at gøre mine hoser grønne over for publikum. Det er også helt nervepirrende. For hvis folk ikke bryder sig om de fyldige tekstprøver, de læser på nettet,  jamen så lader de også jo være med at købe bogen. Og oplaget kan ende med at blive på 80. Og jeg forbliver en fattig digter. Men det er jo så mit problem.

Bogen ender vel med at blive på omkring 250 sider.

 

Historien bag historien

Jeg bor i Berlin. Det gør jeg på ottende år. Det sker, at jeg bytter lejlighed med københavnere for en kortere eller længere periode. Berlin er jo populær, så det er nemt at finde nogen at bytte med.

Og det var lige netop det, jeg havde gjort fra midten af marts til begyndelsen af april 2013: byttet lejlighed med nogen. Jeg boede på Østerbro, i Nyborggade. På den måde fik jeg tilfældigvis mulighed for at opleve både optakten til og begyndelsen på den store lærerlockout.

Men jeg gjorde det som en art turist. Jeg har ingen børn for eksempel. Og jeg har ikke andet forhold til den danske folkeskole, end at jeg har gået i den. For en del år siden. Lærerlockouten som arbejdspolitisk fænomen interesserer mig meget lidt. Derimod fandt og finder jeg den undtagelsestilstand, som særdeles mange børn, forældre og bedsteforældre i og med lockouten pludselig befandt sig i, temmelig interessant.

Jeg begyndte at gøre notater, jeg skrev mig ting bag øret, iagttog og lyttede. Folk ville jo gerne fortælle om, hvordan de klarede skærene. Eller ikke klarede dem. Jeg begyndte ret prompte at teste sagerne i en prosaform. Jeg ville se, om tanker og ideer og almindelig skrivelyst kunne omsættes til et fornuftigt manus. Det gik fint nok, faktisk over stok og sten, og derfor skønnede jeg også, at det nok var værd at arbejde videre med sagen. Jeg foretog sågar en researchrejse til København i slutningen af april. Jeg boede på et hotel i Vester Farimagsgade. Og jeg tog på biblioteket og bladrede i ugegamle og dagfriske aviser. Og om aftenen så jeg tv, alenlange debatprogrammer.

Det var ret skægt således at forske i nutiden. I sin gamle by.

 

Mini CV

Jeg er født i 1967 og bor i Berlin. Jeg tjener de fleste af mine penge på at lave illustrationer. Men det er skriveriet, der optager mig mest. Jeg har seks bogudgivelser bag mig, heraf de fleste på anerkendte og fine forlag med anerkendte og fine anmeldelser til følge. (En del af dem i hvert fald!)

At crowdfunde bøger er lige mig. Dette er mit andet projekt i så henseende.

(Jeg synes det er interessant at udgive selv, fordi det giver anledning til at lave lidt hurlumhej i en stivbenet bogverden. Så enkelt er det.)

Afsluttet

Incitamenter

Vi bruger cookies!

Her på sitet bruger vi cookies i forbindelse med bl.a. trafikmåling, for at kunne udvikle bedre og mere målrettede brugeroplevelser.

Ved at benytte sitet accepterer du brugen af cookies.

Læs mere om cookies her.

Accepter Forlad sitet